Danmarks indsamling

Norddjurs Kommunes børn går sammen for børn i Uganda

08.01.24
Gå en tur og hjælp med at samle ind til fejl- og underernærede børn i Uganda. Sådan lyder budskabet fra den 8. januar, når DR B&U og en række samarbejdspartnere engagerer landets børn og unge i den gode sags tjeneste. Novo Nordisk Fonden donerer 20 kr. til Danmarks Indsamling for hver gået kilometer, der registreres på dr.dk/vigårsammen.

Fra den 8. januar til den 3. februar har skoler, børnehaver, biblioteker og FDF-kredse i Norddjurs Kommune mulighed for at engagere byens børn i at gå ture sammen. Hver gang et barn har gået en kilometer, donerer Novo Nordisk Fonden 20 kroner til Danmarks Indsamling. Lørdag den 3. februar afsløres det i den første time af Danmarks Indsamling-showet på DR1, hvor mange kilometer børnene samlet har gået for Uganda.

Børnenes Danmarks Indsamling giver alle Danmarks børn mulighed for at bidrage til den årlige Danmarks Indsamling. Det skal nemlig ikke kun være de voksne, der får glæden af at samle ind til et godt formål. Børnene i Danmark kan også gøre en forskel for andre. Derfor opfordrer DR Lær, Ramasjang og Ultra, FDF, Dansk Skoleidræt og landets biblioteker de yngste danskere til at samle ind til Børnenes Danmarks Indsamling 2024.

Registrer kilometerne
Hver en kilometer tæller, når man registrerer den. Det kan man gøre på dit lokale bibliotek i Norddjurs Kommune (dvs. Grenaa, Ørum, Auning eller Ørsted), kontakt personalet i den betjente åbningstid, så registrerer vi jeres kilometer og laver et flot diplom til jer.
Alternativt kan i  læse mere eller selv registrere jeres gåede kilometer hjemmefra på www.dr.dk/vigårsammen 

Om Danmarks Indsamling-projektet i Uganda
Novo Nordisk Fondens donation går til et Danmarks Indsamling-projekt i West Nile, Norduganda. Projektet administreres af Folkekirkens Nødhjælp og adresserer udfordringer relateret til sult, fødevareusikkerhed, samt fejl- og underernæring blandt udsatte kvinder og deres børn i flygtningebosættelser og værtslandsbyer i det nordlige Uganda. Donationen fra Novo Nordisk Fonden vil gå til at facilitere aktiviteter, som øger kvindernes adgang til og viden om sunde og nærende fødevarer, så de har bedre mulighed for at give deres børn den mad, de har brug for.