8. gang | Gourmetmad på bål - afslutning

Fællesskab og madlavning over bål.

Som afslutning på et forløb, hvor deltagerne er blevet udfordret og inspireret til at prøve kræfter med nye måder at holde hjernen frisk, skulle vi sammen lave mad over bål.


 Naturen har været en central del af hele forløbet og selvfølgelig skulle vi derfor en tur med Carsten rundt på området, for at finde ingredienser og remedier til vores middag. Der skulle skoves pil, som vi kunne bruges som grillspyd og snobrødspinde, hugges brænde og indsamles både skvalderkål, almindelig syre, døvnælder og andre spiselige blomster og planter.
 
Med stort engagement gik alle i gang med opgaverne og efter kort tid summede det lystigt af aktivitet, både ved bålet og rundt omkring, hvor alle var i gang med at forberede noget til det fælles måltid.


Den nok største aha-oplevelse var, hvor nemt man kunne lave anderledes og lækre madbrød ved at ælte vores ny plukkede planter ind i dejen. Der var både snobrød og de søde dessertbrød, som blev serveret med smør og sukker drysset over. 


Rundt om bålet, efter et lækkert måltid, tilberedt ved fælles hjælp, var der en skøn stemning. Selvfølgelig skulle vi have en historie mens vi sad der og nød det fællesskab, der var opstået mellem os, over de 8 ugers Hold Hjerne Frisk –forløb.  


Thomas læste 2 kapitler højt af romanen ”De usynlige” af Roy Jacobsen, en lille roman der beskrives som en intens og betagende fortælling om tilværelsen, som den formede sig i begyndelsen af 1900-tallet på en lille fjern ø i Nordnorge. I et af de kapitler Thomas læste op er vandet en sommer ved at slippe op og vi følger deres desperate kamp for finde vand til at drikke og give til dyrene. En tankevækkende historie om at være afhængig af naturen.

  
Der er flere faktorer der er med til at holde hjernen frisk, og forskning viser, at gode sociale relationer er med til at forlænge levealderen. På Hold Hjerne Frisk –holdet er der, foruden inspiration til bevægelse, hjernegymnastik og at bruge naturen, blevet skabe nye gode sociale relationer, alt sammen noget der er med til at holde hjernen frisk.



Læs mere her om hvad der er med til at holde hjernen frisk: Viden om hjernen - også dem, der er blevet ældre - Projekter med DGI