Litteraturklummen uge 47

Uge 47 Michel Houellebecq | Madame Nielsen

Bæredygtighed handler som bekendt ikke kun om vores forhold til naturen. Det er i høj grad også et socialt begreb, som vi har set det i romanerne ’American psycho’ og ’Vejen’ af hhv. Brett Easton Ellis og Cormac McCarthy. Onsdag d. 23. november afholdes sidste omgang af ”Grønne Historier med Gods i” på Grenå Bibliotek, hvor det netop skal handle om social bæredygtighed. Her ser vi nærmere på to romaner, en dansk og en fransk, som begge kredser om de sociale udfordringer, som flygtninge og indvandrere afstedkommer. Måske er Europa ved at bukke under?

Michel Houellebecq: Underkastelse
’Underkastelse’ er en vild og kontroversiel roman af franskmanden, Michel Houellebecq. Romanen handler om noget så kontroversielt og politisk sprængfarligt som en islamisk magtovertagelse i Frankrig indenfor en nær fremtid. Vi følger universitetslæreren, Francois, der lever et ensomt og dekadent liv med litteratur, alkohol, færdigretter og unge studiner, som han skifter ud hver gang et nyt semester starter. Sideløbende med fortællingen om Francois hører vi om Mohammed Ben Abbes, som er præsidentkandidat for Det Muslimske Broderskab – til det franske præsidentvalg, vel at mærke. Ben Abbes ender med at vinde valget i år 2022, og stille og rolig indføres sharialovgivning i Frankrig; kvinder skal forlade arbejdsmarkedet og i øvrigt gå tildækket, imens demokratiet og uddannelsessystemet undergår en islamisk forvandling. 
Houellebecqs roman er vild læsning. Især fordi den med profetisk præcision udkom præcis samme dag som terrorangrebet mod Charlie Hebdo d. 7. januar sidste år. Houellebecq fordømmer aldrig Islam; det er tværtimod et træt, desillusioneret Europa, han kritiserer. Ingen tror ikke på noget længere. Der er ingen fælles værdier, som kan samle folk – kun højrepartiernes tomme nostalgi. Her byder religionens stærke, sammenhængende system sig til som en kærkommen, men også farlig, redningsplanke for Francois og resten af Frankrig.

Madame Nielsen: Invasionen – en dannelsesroman
Houellebecq er interessant, fordi han mixer virkelighed med fiktion i forsøget på at tegne et billede af et Europa i forfald. Bl.a. optræder Marine Le Pen og Francois Mitterand i ’Underkastelse’. Danske Madame Nielsen leger også med fiktion og virkelighed i ’Invasionen – en dannelsesroman’, der udkom tidligere i år. Madame Nielsens borgerlige navn er Claus-Beck Nielsen, men i bogen optræder han som sit kvindelige alterego, Madame Nielsen, klædt i kvindetøj (med fiks alpehue kækt på sned). Nielsen kalder bogen en ”dannelsesroman”, men faktisk er der tale om en dokumentarisk beretning om den tur, hun foretager i flygtningestrømmens fodspor, en tur som begynder i Grækenland (demokratiets vugge) og ender i Danmark. Nielsen er rejst af sted for at forstå, hvordan Europas lukkede system påvirkes af den stadige strøm af flygtninge. Truer det den sociale bæredygtighed? Eller skal Europa til at sadle om?
Som en anden krigskorrespondent beretter hun om rækkerne af trætte, udmagrede flygtninge fra Syrien, Afghanistan, Irak og så videre, der rejser fra flygtningelejr til flygtningelejr, imens de arbejder sig opad mod Tyskland eller Sverige. Ingen vil kendes ved de fremmede, der således tvinges til at opholde sig i de navnløse randzoner ved grænserne mellem landene: ”Der er noget gåde fuldt over grænselandet, måske er det spejlet hvori vi kan se os selv, vores skæbne” som hun skriver et sted. Både Houellebecq og Madame Nielsen er dystre, når det kommer til Europas fremtid og den sociale bæredygtighed. Måske skal vi til at sadle om?

Næste uge er vi nået til vejs ende i vores grønne litteraturklumme, som Djurslandsposten har været så venlige at lægge spalteplads til.

Skrevet af Thomas Olesen, Norddjurs Biblioteker

 

Materialer