Litteraturklummen uge 46

Uge 46 Signe Wenneberg | Theis Ørntoft

Hvad har poesi og gør-det-selv bøger med hinanden at gøre? En hel del! Begge typer bøger kan bruges til at udtrykke en bekymring for naturen. Poesi kan sætte ord på bekymringerne og gør-det-selv bøgerne kan anvise en praktisk vej til at løse problemerne. Måske er det sådan en bog-cocktail, der er løsningen på fremtidens klimaproblemer? Her skal vi se på den dystre herre, Theis Ørntoft, for herefter at skrue op for lyset igen, når vi ser på bøger om bæredygtige huse og haver af Signe Wenneberg. 

Theis Ørntoft: Digte 2014
Det var intet mindre end en litterær sensation, da unge Theis Ørntoft udgav sin digtsamling, ’Digte 2014’, forrige år. Som nævnt tidligere her i klummen om Victor Boy Lindholm og Glenn Christian (uge 41), så var Theis Ørntoft en af de første blandt generationen af yngre digtere, som for alvor (igen) begyndte at skrive om Naturen. Naturen havde ellers været gemt relativt godt væk siden 70’erne, men nu dukkede den altså pludselig op i Ørntofts vildt velskrevne poesi. Det første digt åbner således med intet mindre end naturens død: ”I nat, i år / et sted mellem alle sine atomer / døde det man kaldte min mor. / Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op. / Det siges at olien dryppede fra hendes lever”. Digtsamlingen veksler mellem håbløshed og dyb bekymring for naturen, men det er parret med en sort humor, der skaber en fantastisk spænding i digtene. Man kan i øvrigt opleve Ørntoft live på Grenå Bibliotek d. 22/11 (og dagen efter kommer Søren Ulrik Thomsen med band ovre på gymnasiet – sådan lige..) og man kan høre om naturpoesi siden 1800 på Gammel Estrup – Herregårdsmuseet til arrangementet, ”Grønne Historier med Gods i” d. 16/11.

Signe Wenneberg: Byg bæredygtigt og Spis din have
Hvor Ørntoft laver sine bekymringer for naturen om til poesi, så er det en anden historie med Signe Wenneberg. Hun er også bekymret for naturen, men her fører bekymringen til nogle anderledes lyse og praktiske bøger. Således har hun bl.a. udgivet bøgerne, ’Byg bæredygtigt’ og ’Spis din have’, som begge giver læseren praktiske råd til at leve bæredygtigt. I ’Byg bæredygtigt’ finder man gode tips til at bygge med genbrugsmaterialer og træ og gøre det på en så nøjsom måde som muligt. Som hun skriver, så er vores boliger netop det område, hvor vi som forbrugere aktivt kan gøre den største forskel: ”At bygge bæredygtigt er noget, vi alle kan gøre,” som hun skriver. Wenneberg kommer til Ørsted Bibliotek d. 21/11.

I næste uge skal det handle om bøger om social bæredygtighed.
Skrevet af Thomas Olesen, Norddjurs Biblioteker

 

Materialer