Det smukke ved en efterladt badebold

02.08.18
Med udstillingen ”ishus” på Grenaa Bibliotek reflekterer Anna Liv Bolther over den sammensmeltning mellem fortidens fiskerkultur og samtidens turisme der kan ses i Fjellerups landskab

Det visuelle rum langs havet i Fjellerup, Norddjursland, har i løbet af de sidste hundrede år ændret form. Diverse udviklinger har gjort at der ved stranden findes ruiner fra et liv der var engang. I centrum af dette liv var fiskeriet. Forladte bygninger, udefinerbare metalrester og reb i sandet, og pæle til net står tilbage i vandkanten. I dag bliver Fjellerup Strands pittoreske landskab hver sommer indtaget af ferieglade mennesker der udgør byens nuværende økonomiske fundament: turisme. Gæsternes medbragte udstyr optræder som nye rekvisitter blandt resterne fra det gamle fiskerisamfund. Når sommeren går på hæld finder man spor efter den moderne invadering: engangsgrill, efterladte parasoller og punkterede badedyr. Ruiner blandt ruinerne.

Udstillingens titel 'Ishus' refererer til to af Fjellerups mest markante bygninger: grillbaren 'Vaffelbageriet' der hver sommer bugner af ishungrende turister og det forladte 'Thomsens ishus' hvor man engang opbevarede fisk slæbt ind fra havet. De to meget forskellige ”ishuse” ligger med ca. 1 kilometer strand mellem sig. Sidestillet repræsenterer de den særlige dualitet der, ifølge kunstneren Anna Liv Bolther, findes langs kysten i Fjellerup og omegn; mødet mellem nostalgisk patina fra gamle dage og så den særlige æstetik der findes i souvenirboden på en campingplads. Den visuelle oplevelse i området er kontrastfuld også i det helt nære. Det syntetiske mod det naturlige: sand og plastik. Kontrasterne og deres møde ønsker Anna Liv Bolther at sætte fokus på gennem blandt andet ni makrofotos der zoomer helt ind på Fjellerup. Udstillingen ønsker at hylde det smukke i dette sammenstød af æstetik i det danske sommerlandskab.

Anna Liv Bolther er kunsthistoriker og bor i dag i Århus. Hun er født og opvokset i Grenå, og hun er kommet på Fjellerup Strand hele sit liv. Udstillingen er tilegnet Anna Livs oldemor Klara Hansen, danmarks første kvindelige bundgarnsfisker, og Anna Livs kusine Clara Pilgaard, gymnasieelev. Både Klara og Clara er født og opvokset i Fjellerup, men med ca. 100 års mellemrum og i to helt forskellige verdener.

Udstillingen er realiseret med finansiering fra Norddjurs Kommune og kan ses på Grenaa Bibliotek i hele august måned.