Bibliotekernes Uge 17

Oplev uge 17 på Norddjurs Biblioteker

10.04.24
Norddjurs Biblioteker giver den ekstra gas med masser af spændende arrangementer i anledning af UGE 17 i år.

UGE 17 er de danske folkebibliotekers landsdækkende temauge omkring FN’s 17 verdensmål. 

Vi sætter fokus på folkelig forankring, borgerinddragelse og oplysning om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. 

Her i Norddjurs byder vi på en sanketur med højtlæsning ved Kyst- og Fjordcenteret, grøn fællesspisning på Ørum bibliotek og på Grenaa bibliotek kan du både møde kunstner Anni Holm og se hendes udstilling på ved samme lejlighed. Anni arbejder med affaldsproblematikker og tager sit udgangspunkt i vores tøj(over)forbrug. 

Og apropos tøj så kan du hele ugen bytte til ’næsten nyt’, når du besøger Ørum, Auning og Grenaa biblioteker. Tag et stykke tøj med fra gemmerne, og byt med noget af det top-lækre, der vil hænge på vores tøjstativer hele ugen. 

Der vil også være mulighed for at bytte frø i Grenaa og i Ørsted, så du kan få noget nyt til haven eller altankassen.

I forhold til Verdensmålet om kvalitetsuddannelse og livslang læring inviterer vi til Workshop for Ordblinde i Ørum, hvor du kan lære en masse om alle de mange gode hjælpemidler, der i dag findes på bl.a. mobilen til gavn for Ordblinde. 

Sluttelig er der Escape Room for børn og deres voksne (11 år+) i Grenaa, mulighed for at bygge insekthoteller på alle 4 biblioteker samt to workshops for børn med Anni Holm i skole/fritidsregi. 

Vi ses på bibliotekerne. 

Følg os på Facebook