Mia på 10 år vinder stort i landsdækkende læsekampagne

13.09.23
Tømmer boghandel for bøger

I fredags tømte Mia på 10 år fra Ørsted (næsten) Grenaa Boghandel. Hun havde taget imod Sommerbogens læseudfordringer og blev udtrukket blandt mere end 12.000 børn. Folkebibliotekerne står bag initiativet, der skal få flere børn til at læse.


Sommerbogen har kørt på skoler og biblioteker i mere end 20 år, og hvert år vokser succesen. I år deltog der således børn fra 80 kommuner i hele landet, hvilket altså blev til mere end 12.000 læsende hoveder i alt.


Den landsdækkende kampagne skal stimulere børns læselyst, så de også læser bøger i sommerferien udenfor skoletiden. I år er det foregået ved, at børnene har taget imod sjove læseudfordringer. Børnene har hentet et udfordringsark på biblioteket, som de har afleveret efter sommerferien. På arket har børnene sat et kryds, hver gang de har løst en af i alt 30 læseudfordringer, som fx at læse højt for en anden, læse en skør bog, læse på stranden eller noget helt andet. Mindst 10 af de 30 udfordringer skulle løses, og der skulle læses eller lyttes til mindst tre bøger.


Tilbage i Ørsted sidder Mia. Hun er både stolt, fordi hun har løst rigtig mange af læseudfordringerne, og så føler hun sig heldig, fordi hun er blevet udtrukket til at vinde den fede præmie. I fredags kunne Mia så tømme Grenaa Boghandel for så mange bøger som muligt på 5 minutter til en værdi af 3000 kr. Det blev til 19 stærke titler i alt!

Links:

Se udfordringsarket og læs mere om kampagnen her: https://www.laesesporet.dk/sommerbogen-foraeldre 

Kontakt:

Birgitte Diemer Sørensen, biblioteker
Ørsted Bibliotek
Tlf.: 8959 2756
E-mail: bds@norddjurs.dk