Jonas Pryner Andersen

Cavlingprisen 2021 - hvem får den?

03.01.22
De danske børn i Syrien, kødædende bakterier, minksagen og landbrugets behandling af østeuropæiske arbejdere. Det er de nominerede projekter ved årets pris. Den 7. januar klokken 15 ved vi, hvem der er modtageren.

Prisuddelingen bliver streamet, så alle kan se med.
Læs mere på Journalistforbundet.

De fire nominerede projekter

Mettes uønskede børn

Nagieb Khaja, Jeppe Findalen, Thomas Foght og Magnus Mio fra Ekstra Bladet nomineres for artikelserien “Mettes Uønskede Børn” om regeringens dobbeltspil i sagen om de danske børn i Syrien. De har afsløret, at regeringen vidste, at børnene ikke udgjorde nogen sikkerhedstrussel ved at vende tilbage til Danmark, men til gengæld risikerede at blive bortført og trænet af Islamisk Stat.

De kødædende bakterier

Jonatan Placing nomineres for dokumentarserien  ”De kødædende bakterier”, vist på DR.  Serien opruller tre sygdomsforløb, der både samlet og hver for sig viser konsekvenserne af sundhedsvæsenets svigt, når det kommer til alvoren af de kødædende bakterier. Et svigt, der kan bringe patienterne i livsfare.

Minksagen

Journalist Jacob Friberg, B.T., nomineres for sin afdækning af, hvordan regeringstoppen og ledende embedsmænd agerede i forbindelse med ordren om, at alle mink i Danmark skulle aflives i det sene efterår 2020. Det var Jacob Friberg, der ved hjælp af indsigt i en række fortrolige mails kunne afsløre, at Statsministeriet var involveret i, hvordan Fødevareministeriet skulle håndtere sagen, da det stod klart, at der ikke var lovhjemmel til minkaflivningen.

Bondefanget i Danmark

Morten Halskov, Susanne Junker og Anders Palm Olesen, Fagbladet 3F, er nomineret til Cavlingprisen 2021 for deres artikelserie om omfattende udnyttelse af udenlandske arbejdere i det danske landbrug. Deres afsløringer omfatter sager, hvor østeuropæiske landbrugsarbejdere hver måned bliver tvunget til at levere tusindvis af deres lønkroner tilbage til deres arbejdsgiverne.

Læs om alle nominerede projekter til Cavlingprisen 2021 på Journalistforbundet.

Læs nogle af de tidligere vindere og nominerede

Oprindeligt skrevet af Biblioteket, Helsingør Kommunes Biblioteker.

Materialer