Bibliotekerne sætter fokus på naturvidenskaben

20.04.22
Det naturvidenskabelige felt får et ekstra stort fokus, når bibliotekerne går sammen og bakker op om Videnskabsår22. Videnskab og forskning bør fortsat skabe interesse og nysgerrighed blandt danskerne, og bibliotekerne er et godt sted at starte.

En klog mand har engang udtalt, at ”en ekspert er en, der har begået alle de fejltagelser, der er mulige indenfor et meget snævert område”. Manden var Niels Bohr, som har haft en afgørende betydning for den moderne fysiks udvikling samt udvikling af kvantemekanikken. En fremragende fysiker, der på baggrund af sit arbejde modtog en nobelpris i Fysik – Danmarks første, for 100 år siden. 

Danmark har igennem tiden haft en lang række fantastiske videnskabsmænd- og kvinder, som har været essentielle for udviklingen på forskellige videnskabelige områder. Videnskab og ikke mindst forskning er vigtig for at forstå, hvorfor verden er som den er. Hvis ikke det var for alle de dygtige videnskabsfolk og forskere, ville vi fx ikke have fået glæde af tørbatteriet, brintpillen eller insulinen. 

Bibliotekerne ønsker sammen med Niels Bohr Instituttet at hylde videnskabens mirakler, men også at få danskernes øjne til at åbne sig op for videnskabens utrolige rolle i samfundet og skabe interesse, så vi fortsat kan bidrage til at skabe nye videnskabsmænd- og kvinder. 

Genopdag naturvidenskabens store mysterier 

Fra uge 16-20 kan biblioteksgæsterne rundt omkring i landet opleve aktiviteter, udstillinger og arrangementer, som har naturvidenskab som omdrejningspunkt. Hos Norddjurs Biblioteker bliver det bl.a. muligt at stille videnskabelige spørgsmål både på Facebook og på en tavle i bibliotekerne, så finder bibliotekarerne svar. Du kan også følge med i hvordan orme komposterer bl.a. kasserede bøger. Et af de absolutte højdepunkter i kampagnen bliver et online arrangement med professor i astronomi og astrofysik Anja C. Andersen, som vil fortælle om stjernestøv og meget mere. Arrangementet streames onsdag den 4. maj kl. 19-20 via et link til hele landet, hvor der også vil blive mulighed for at stille Anja C. Andersen spørgsmål inden for det naturvidenskabelige felt. Grenaa Bibliotek forvandles i den forbindelse til forsøgsstation hvor alle nysgerrige inden foredraget kan prøve at lave deres egen spiselige ”kaviar” med molekylær gastronomi, lave slim eller bygge en robot der kører på salt. 

Hos Norddjurs Biblioteker glæder vi os over det øgede fokus på at bidrage yderligere til danskernes videnskabelige almendannelse. ”I år 2022 er der virkelig mange ting at fejre på det videnskabelige felt! Året er af FN udnævnt som ’International year of basic science and development’ og samtidig er det 100-året for modtagelse af Danmarks første nobelpris i fysik, som Niels Bohr modtog. Vi glæder os til at sætte fokus på videnskaben med formidling til både børn og voksne” siger projektleder og formidler Ane Katrine Eiming. 

Videnskabsår22 er et tværgående samarbejde imellem projektgruppen bag Videnskabsår22, Niels Bohr Institutet og landets biblioteker. 

Børn

Voksne