Jørgen Leth: Sportsdigte (Gyldendal, 1967)
Af Thomas Olesen, Kulturformidler på Norddjurs Biblioteker
Jørgen Leth er nærmest blevet synonym med Tour de France. Vi kender ham som kommentator på det store cykelløb på TV2, og han har vundet adskillige priser for sin indsats som cykelambassadør. Hvad færre ved, har han for længe siden skrevet en fremragende digtsamling om cykling og sportsverdenens store idoler.
Vi spoler tiden tilbage 1967. Her havde Leth lagt sidste hånd på sin tredje digtsamling med titlen Sportsdigte, som blev udgivet på Gyldendal (i øvrigt genudgivet i 2018). Bogen er sidenhen gået over i dansk litteraturhistorie, vel først og fremmest fordi den brød med den herskende forestilling om, hvad et digt kan handle om: Sport!
Den frydefulde provokatør
I dag kan man skrive digte om ca. alt mellem himmel og jord, men i 60’erne var digte en finlitterær disciplin, som modernisterne gjorde krav på. Digtere som fx Thorkild Bjørnvig og Klaus Rifbjerg skrev kunstfærdigt om de eviggyldige sandheder, der lå langt fra sportens profane verden. I et interview med litteraterne Anne-Marie Mai og Anne Borup (Historier om nyere nordisk litteratur og kunst, Gad 1999) har Leth sagt, at det at skrive digte om sport simpelthen var en ”frydefuld provokation” mod de elitære modernister.
Provokationen har sikkert virket efter hensigten. I hvert fald blander digtene lystigt det ophøjede med det lavkulturelle. Med inspiration fra popkunsten leger Leth med modsætningerne mellem det overfladisk glittede og det fejlbarligt menneskelige, mellem det perfekte og det uperfekte. Bagsideteksten, der er skrevet af Leth selv, siger meget præcist, hvad digtene handler om, nemlig: ”sportens mennesker og mytologi (…) om sejr og om nederlag, om triumf og om skuffelse, der er reportage og analyse, der er pral og selvransagelse, der er hyldest og hån”.
Det handler dog om mere end bare sport, og som helhed kan digtsamlingen virke strittende. Digtene består af et mix af forskellige tekster om sport som cykling, bordtennis og fodbold samt mytologiserende hyldesttekster til de store sportshelte, men der er også populærkulturelle tekster klippet ud af en James Bond-roman samt dagbogslignende tekster om ”Lykken”. Sportsdigte er som en scrapbog sat sammen af forskellige dele fra vidt forskellige egne af høj- og trivialkulturens landkort. For at føje mere til denne komplekse sammensathed, så elsker Leth at lege med andre medier (litteraten Tania Ørum har rammende kaldt Leth for et ”totalkunstværk”). I kortfilmen ’Det perfekte menneske’, der også er fra 1967, handler det eksplicit om reklameverdenens polerede overflade med perfekte mennesker, som dog lader til at kede sig. Se kortfilmen her: https://www.filmcentralen.dk/grundskolen/film/det-perfekte-menneske.
Leth er også meget bevidst om billedets betydning i Sportsdigte. Hvad der helt sikkert har bidraget til digtenes berømmelse, er det smukke bogomslag, der er designet af Per Kirkeby (1938-2018). Kirkeby har anvendt et sort-hvidt fotografi af Vibeke Winding: Øverst i billedet ser man 10 cykelryttere på vej ud af en hvid, mælkeagtig tåge og videre ind i et landevejssving, der fortaber sig i billedets horisont. I samlingens første digt ’Rundstrækning’ skrives billedet ind i teksten:
Jeg kører på landevejene / det sker at jeg ser mig selv / køre på landeveje som er forbundne kar / det samme landskab flyder ud / som mælkede tåger udenfor landevejenes / endeløse spor, og de samme mænd udefra / står vagt ved hvert hjørne af verden / med de samme røde flag til at vise vej.
Her kommer vi, de store kørere i verden, / jeg midt i feltet med rolige øjne, (…) (Leth 1967: 7)
Det sammensatte jeg
Blandingen af høj- og lavkultur er som nævnt et sted, hvor Leth adskiller sig fra Rifbjerg og co. Men der er flere forskelle. En markant forskel er opfattelsen af selve jeget. Rifbjerg og co. skrev som regel med et klart, veldefineret jeg i centrum, men i Sportsdigte er jeget langt fra klart og veldefineret. Hvis vi zoomer ind på ovennævnte passage, opdager vi, at noget er galt.
Hele situationen omkring jeget virker underligt usikker med flg. formulering: ”Det sker at jeg ser mig selv…”. Er det drøm eller erindret virkelighed? Hvordan kan jeget overhovedet se sig selv udefra? I Sportsdigte er jeget usikkert pendulerende mellem to ekstremer: Snart pralende og selvsikkert, snart pinefuldt selvransagende. Jeget ser sig selv som del af ”vi, de store kørere i verden” – altså som lidt af en verdensmester – men i næste digt med titlen ’Jeg havde vundet’ er tonen pludselig en anden, nemlig undskyldende og bortforklarende:
Jeg havde med garanti vundet løbet / hvis ikke / jeg havde med garanti vundet / hvis ikke jeg / jeg havde vundet / hvis ikke jeg var punkteret / kun otte km før mål (…) (Ibid: 8)
Hvad der gør digtet ekstra virkningsfuldt, er den hakkende, stakåndede rytme, ganske som en udkokset cykelrytter, der må se sig blive overhalet af konkurrenterne. Digtene henter energi fra den konstante pendulering mellem det uperfekte og perfekte. I Tania Ørums analyse ’Totalkunstværket Leth. Genreskred, versioneringer og det personlige’ (der ligger frit tilgængeligt på nettet) er der hele tiden en vekselvirkning mellem det mytologiske og det menneskelige. Hun skriver: ”Jørgen Leth vil gerne frembringe en ”gnidningsvarme” mellem de konceptuelle spilleregler og et ’lidenskabsførende grundstof’. Denne spænding mellem noget lidenskabeligt personligt og et vilkårligt ordningsmønster af spilleregler er altid til stede i Leths værker”
I det fremragende digt med titlen ’Landevej’, som hører til sektionen ’Lille privat mytologi’, er vi tilbage ved det perfekte menneske. Her kan man næsten høre Leths cykelkommentator-stemme, der messer:
FAUSTO COPPI / Coppi / bjergene ensomheden døden / GINO BARTALI / Coppi / bjergene byerne jalousien / JEAN ROBIC / Le tour / bjergene en lille by intet (…) (Ibid: 72)
Cykelheltene (og ja, der kunne lige så godt have stået JONAS VINGEGAARD) udødeliggøres, idet de sættes i relation til det evige og majestætiske. Jeget er derimod kun alt for menneskeligt, som når det i digtet ’Mit løb’ taler om at have vundet et løb, godt nok mest fordi en mand ved navn gunnar (med lille g) ”fik sin pumpe ind i baghjulet / og kom til at vælte et par stykker”. I ’Mit navn’, et andet berømt popdigt fra samlingen, har Leth sat sit eget navn i stedet for James Bond:
Mit navn er leth / jørgen leth / jeg har en beretta / i armhulehylster / jeg har ingen tid / at spilde / jeg stoler / på dig (…) (Ibid: 59)
Der er også det ironiske digt med den Leth’ske titel ’Jeg er dygtig’:
Jeg, / er dygtig til at køre cykel / jeg har succes som cykelrytter / jeg har lært meget af at køre på cykel / jeg, er blevet dygtigere til at være menneske / af at køre cykel / jeg, har måske mere at lære. (ibid: 37)
Digtet fejllæses ofte som ”bevis” for, at jeget rent faktisk lærer at blive et mere fuldendt menneske gennem cyklingen. Men ser man teksten efter i sømmene, viser det sig, at der desværre ikke sker en magisk overførsel af kraft fra præstationen indenfor den ædle cykelkunst til dét at være menneske. Hele kraftoverførslen bremses af det lille komma, der optræder tre gange i digtet, hver gang efter ”jeg”. Grammatisk set er kommaet ukorrekt, og dets funktion er ene og alene at adskille jeget fra cyklingen. Det betyder også, at jeget er fragmenteret, at det ikke hænger sammen. Dét, jeget opnår på cyklen (og andre sportsgrene), gør det ikke til et bedre menneske.
Jørgen Leth er ikke det perfekte menneske, snarere en parodi på det. Men en perfekt digter, dét er han.
Læs mere om Jørgen Leth som totalkunstværk i Tania Ørums fremragende artikel her: https://www.academia.edu/24521389/Totalkunstv%C3%A6rket_Leth._Genreskred_versioneringer_og_det_personlige