Hvad gør dig glad?

Skrevet af Luna Rørbæk Larsen, Auning skole

”Kom nu Ella!” råber jeg med et smil på læben. ”Jeg tror bare jeg bliver, hvor jeg er!” råber hun tilbage inde fra bredden, hvor hun står. Bølgerne er høje og vinden suser i mine ører. Jeg kan mærke kulden fra vandet sprede sig i min krop. Jeg elsker den følelse.

Det er den sidste dag i november. Jeg har slæbt min bedste veninde Ella med til stranden for at vinterbade. Jeg bryder mig egentlig ikke om selve stranden, men jeg elsker vandet. Ella er vist mere til sommerbadning, men jeg synes vandet er helt fantastisk om vinteren. Jeg synes nok egentlig bare bedst om vinter.  Der findes ikke nok ord til at beskrive hvor meget jeg elsker december. Og det er den 1. i morgen.
    
Jeg løber ind mod Ella, som står og venter på bredden. Hun smiler bredt til mig og griner. ”Hvordan du ikke er frosset ihjel endnu, forstår jeg simpelthen ikke” griner hun, da jeg så godt som spurter in mod hende og finder en tyk morgenkåbe i tasken. ”Jeg har bare en høj kuldetolerance”. Hun griner igen. Jeg elsker hendes grin. Vi går op til vores cykler, som holder ved det lille ishus og cykler tilbage mod byen.

Jeg bor i en lillebitte by, som ligger helt ud til stranden.  Der sker ikke noget som helst spændene, lige meget hvornår på året vi snakker om. Men den er hyggelig i julemåneden, hvor der er fyldt med julelys på hovedgaden.

Hoveddøren smækker i og Ella kommer vraltende ind ad døren bærende på al verdens ting, som ender ud over hele køkkenbordet. ”Jeg har taget lidt ekstra med” siger hun og hiver noget spiseligt glimmer op af lommen. ”Ja det kan jeg se”. Ella er en af de typer, der ikke gør noget halvt. Det er alt eller intet, siger hun altid. Jeg elsker virkelig hendes entusiasme.
”Er du klar?” 

Hun smøger ærmerne op og tager sit forklæde på. Vi skal bage julesmåkager i dag. ”Så klar”

Vi bager havregrynskugler, vaniljekranse, pebernødder, marcipan og brunkager. Vi skråler begge med på Last Christmas, som kører på højeste lydindstilling. Jeg vil have meget ondt af dem, som skal høre på os synge - for man kan i hvert i fald ikke sige, at det lyder godt.

Min mor kommer dansende ind i køkkenet med min lillebror på armen. Hun er altid i godt humør den 1. december. Ligesom med mig er december også hendes yndlingsmåned. Alting er godt i december. 

”Hey” Ella knipser mig op i hovedet. ”Er der nogen hjemme, for vi har altså kager i ovnen”. Jeg griner. Ella er oprigtig bange for at bruge ovnen. Det er derfor vi altid bager sammen. Det er vores ting og vi har gjort det siden vi var små. Jeg tager pebernødderne ud af ovnen og stiller dem på en bordskåner. Hele huset bliver øjeblikkeligt fyldt med duften af pebernødder og julestemningen begynder så småt at sætte sig i huset.
 
”Jeg går ind og starter filmen” siger jeg allerede på vej ind i stuen. Mere nøjagtig starter jeg Alene Hjemme 1. Det er vores faste 1. december film.

”Perfekt, jeg kommer med småkagerne.” råber Ella over musikken.

Jeg er meget glad for traditioner. Dem med Ella er de vigtigste og dem jeg allerbedst kan lide. Hun hopper ned ved siden af mig i sofaen med en skål, som er fyldt til randen med slik og julesmåkager. Vi sætter os til rette imens filmen starter.

”Husk at spise en masse småkager inden du går i seng” siger hun. Hendes mor er kommet. Hun holder udenfor. Hun tør ikke at lade Ella gå hjem alene, når der er mørkt. ”Ja ja”.

Hun ser skarpt på mig og kigger mig lige i øjnene. ”Jeg mener det.”. Jeg nikker. ”Godt” siger hun, nikker tilfreds af sig selv og krammer mig hårdt.

”Elsker dig” råber hun efter sig, da hun løber ud til sin mor. Jeg går direkte op og børster tænder. På vej til mit værelse snupper jeg en vaniljekrans og to pebernødder.

Ella gør mig glad. Jeg tror ikke jeg vil være her, hvis jeg ikke havde hende. Det handler om varme Mellem os. Må december vare evigt…

Et gråt slør havde lagt sig over i går. Og et gråt slør havde lagt sig over dagen før. Og dagen før det. Og dagen før det. Jeg ved ikke hvor længe. Jeg kan knapt huske dem. Tænker jeg tilbage, mødes jeg af en grå, udefineret knude. Jeg evner ikke at udrede den. Men i dag er luften anderledes. Sløret har skiftet sin farve, for en stund. Og verden er lidt mere synlig. Som jeg går min gang på vej i skole - gennem skoven og tunnelen, op ad den høje bakke og til gymnasiet - prøver jeg ikke at huske i går og dagen før og dagen før. I den friske, morgenkolde luft, flyver tankerne dog som båret af en let brise.
Et fuglekvidder, sunget af det lyseste næb på den mørkeste solsort, bryder igennem i
en stund, og jeg mindes Noa. Hendes erindring smager jeg på i frygt for bitterhed, men hun opløses ganske sødt på tungen. Noa ville være biolog, ville hun ikke? Jeg husker en dag, hun fortalte mig, hvor hurtigt en kolibris hjerte slår, og hvordan de skal spise sød nektar fra de smukkeste blomster dagen lang. Jeg sagde, at det ikke lød så slemt, og vi grinte og grinte. Sammen. Ved kanten af stien, langs den frodige skovbund, opdagede jeg i samme fald den mest iøjnefaldende anemone, og med Noas minde plukkede jeg den. Var skoven altid så levende? Med blomsten i hånden og fuglesang i ørene gik jeg endnu videre, gennem skoven og mod den åbne vej. En normalt ikke-mærkværdig scene strakte sig ud foran mig, da jeg forsigtigt forlod skovens grønne læ. Grå beton og sort asfalt indkapslede synet af de skyndsomme biler - også grå og sorte. Dette havde jeg aldrig taget speciel notits af, måske
fordi det oftest passede ind så vel med resten af verden. På denne levende dag skilte det sig dog ud - og på samme tid gjorde det ikke, for også her var skønhed. Jeg husker Jonas - nåh ja, Jonas - som engang delte en tanke med mig, jeg kan ikke huske hvornår.
“Aksel,” sagde han, “sig mig, når du ser på en person, hvad ser du så, sådan rigtigt?"
Hvad jeg svarede, kan jeg ikke huske, men han fortsatte i et toneleje, som om han
åbenbarede verdens største hemmeligheder,
“Jeg tænker bare: Hver af de her mennesker har et liv, et liv lige så livligt som dit
eget, og de føler så meget! De føler de dybeste sorger, de højeste glæder, og de tænker: Der er ingen andre, som kan forstå, hvordan jeg har det. Men det er der! Og de tager hjem, når dagen er omme, til deres eget lille verdenscenter, og tænker på, hvad alle de andre nu tænker om dem, og om de kan tillade sig at gå med det par bukser for fjerde dag i træk. De forstår slet ikke, at de andre også kun tænker på dem selv, og lærte de bare, hvor selvoptagede vi allesammen er - også dig, Aksel, og mig - så var det hele slet ikke så slemt.
Så kunne de være … frie.”
Jeg tror ikke, jeg tænkte over det dengang - jeg tænkte nok på mig selv - men nu
blev det næsten overvældende. For hver forbipasserende bil, og hver enkelt passager, sprang et væld af indtryk pludseligt frem: Jeg forestillede mig deres liv i en spraglet
montage; de gladeste gule dage flettet ind med stunder så mørke, at man måtte åbne
øjnene på vid gab for at se nuancerne. Jeg så for mig i hver bilist et liv med de største kontraster, og endnu mere mærkværdig var deres fremtid - en levende masse af muligheder,som alle kæmpede sig til overfladen. For nogle så jeg dage så grå som mine egne, men mulighederne - selv konfronteret med et menneske, som næsten selv havde givet op - var alligevel stålsatte, gribende ud efter alt og enhver. Bare dog de vidste, hvilken vej de skulle række hånden ud. Igennem tunnelen gik jeg så, med frisk luft slikkende på mine håndflader, og med bilerne over mig takkede jeg Jonas. Det føltes rart, og for en god ordens skyld takkede jeg også den blå himmel, da den bredte sig igen. Gad vide, hvorfor himlen egentlig er så blå. Det kunne Noa helt sikkert fortælle mig, hvis jeg spurgte. Og Jonas ville kalde hende for en nørd og rulle med øjnene, men på den beundrende måde, som Jonas ser verden, og Noa ville nok daske ham let på armen. Ja, det tror jeg, de ville. Det sidder godt i hjertet.

Om sløret havde lettet sig, tror jeg nu ikke. Det ville overraske mig, hvis det gik så let, men alligevel var det i øjeblikket vanskeligt at fremmane andet end en let glæde. Op ad den høje bakke gik jeg, med en blomst i hånden og i hjertet, nærmere og nærmere dette før næsten ukendte sted. Mit hoved bar sig ikke dunkende på mine skuldre, min mave ikke en hård masse. Jeg kiggede blot op. Da jeg rundede bakken og så ud over skolen, så jeg nu, efter så knusende længe, klart. I et øjeblik trævlede min knude af erindringer op, og minder blændede mig. Formløse skikkelser blev til gode venner, tomme lærreder fyldtes med farverig maling. I det fjerne så jeg en så velkendt skikkelse.
“Hey Noa! I dag plukkede jeg en anemone, og jeg tænkte på dig.”