Foto: Lasse Lagoni

Året bedste bøger 2023 - indtil videre

05.07.23
Litterære højdepunkter, vi er stødt på i første halvdel af 2023

Hver redaktør har fået til opgave at fremhæve én bog, som hun mener fortjener din opmærksomhed. Få inspiration til sommerens læsning eller forbered dig på efterårets litterære samtaler. Disse bøger er redaktionens bud på årets bedste bøger - indtil videre: 

Digital redaktør Nadja Agerbak anbefaler:

Detaljerne af Ia Genberg

Svenske Genberg sætter gang i den litterære kværn og tvinger os til at erkende, at “the devil is in the details”.

Fortælleren ligger feberramt med malaria. I hendes febrile tilstand bliver hun fanget i et virvar af minder om fire mennesker, der har sat aftryk i hendes liv.

Disse relationer, der engang betød alt og har formet hende som menneske, fungerer som et spejl, der reflekterer vores hovedperson. Måske er det derfor, vi som læsere finder os selv så dybt investeret i denne korte roman, fordi vi ser os selv i hende, i hendes valg, i hendes fejltagelser og i hendes sejre?

Det er en fortælling om relationer, der skabes og relationer, der ophører; absurditeten i at liv overlapper og så pludselig ikke gør det længere.

Hvem har brug for en GPS, når man kan fare vild i 'Detaljerne'?

Temaredaktør Britta Riis Langdahl anbefaler:

Flugt af Carl Frode Tiller

Norske Tiller er en mester i fortællegreb. Romanen ’Flugt’ udfolder sig som smuk musikalsk fuga-fortælling, hvor stemmerne væver sig ind i hinanden.

Et fraskilt forældrepar sørger hver for sig over tabet af deres 12-årige, Johannes. Juleaften besøger de sammen hans grav og mindes.

Moren er koncertpianist og spiller Bach, og som den fuga hun spiller, bevæger deres stemmer sig. De er først revet fra hinanden, ligesom det ægteskab, de i sorgen har brudt op. Samhørigheden fortættes, indtil de tre stemmer blander sig i den unikke roman.

Chefredaktør Lise Vandborg anbefaler:

Forvandlingens metode af Édouard Louis

’Forvandlingens metode’ af Édouard Louis var den første roman, jeg læste i år, og den står stadig som årets bedste, vigtigste og mest barske bog.

Édouards bevægelse fra Frankrigs underklasse til eliten i Paris er voldsom læsning. Alt må aflæres og læres på ny, og prisen for at bryde med sit ophav er høj.

Jeg har genlæst passager i bogen hele foråret, mens jeg talte ned til at opleve Édouard Louis i juni på Aarhus Teater. Det var rørende og helt enestående at opleve den litterære superstjerne sammen med over 600 andre fans i teatrets prægtige rammer.

Redaktør Emma Karlebjerg anbefaler:

Hjemsøgelser af Vernon Lee

’Hjemsøgelser’ er formentlig den bog, jeg har talt mest om i 2023 (indtil videre). Det er en fantastisk samling gotiske fortællinger, som er skrevet af cooleste Vernon Lee.

Vernon Lee formår som ingen andre at skrive, så det skvulper over af spændstighed samtidig med at være perfekt tilbageholden, så læseren selv kan gå på opdagelse i besættelsens dyb.

Anmelderredaktør Barbara Rugholm anbefaler: 

Storebror af Mahir Guven

Velkommen til Paris' baggård. Bienvenue en Seine-Saint-Denis!

Mahir Guvens beskrivelser og persontegninger er stærke og gribende, historien er velskrevet og spændende, og man bliver samtidig klogere af at læse romanen, der ikke forsøger at give simple svar på komplekse spørgsmål.

’Storebror’ er en højaktuel og væsentlig fortælling fra et fransk parallelsamfund og samtidig en meget bevægende familiehistorie om sammenhold, sorg og broderskab. Romanen fortjener mange danske læsere, og du vil ikke fortryde det, hvis du tager den med på sommerferie.

 

Pas på du ikke bliver solbrændt, timerne i hængekøjen vil flyve afsted med disse bøger. Vi ønsker dig en berigende sommer med masser af gode bøger.

Oprindeligt skrevet af Nada Agerbak, Litteratursiden.