Litteraturklummen uge 44

Uge 44 : Kjeld Hansen og Michael Ravn

Boganbefaling fra Norddjurs Biblioteker
I denne uges grønne litteraturklumme handler det om naturen og landskabet. Hvis vi passer godt på naturen og dyrker den med respekt og nænsomhed, er vi med til at værne om den alsidige natur og beskytte det vilde dyreliv. En grøn, sund natur kan være direkte givende, fx i form af lækre smagsoplevelser, hvilket Michael Ravn har skrevet en bog om, som ser vi på i dagens anden boganbefaling. Den første bog, vi skal kigge på, er af Kjeld Hansen. Engang var store dele af Danmark dækket af vild natur, men i dag er det meste af landet opdyrket. Hvordan det hænger sammen, forsøger Kjeld Hansen at give et svar på. Man kan i øvrigt møde Kjeld Hansen i egen person, når han deltager i ’Grønne Historier med Gods i’ på Stenalt Gods d. 9. november, hvor der også er økologisk mad fra godset samt spændende booktalk.

Kjeld Hansen: Det tabte land. Den store fortælling om magten over det danske landskab
Det er noget af en moppedreng, han har skrevet, Kjeld Hansen. Over næsten 900 sider undersøger han, hvordan det kunne gå til, at et lille land som Danmark kunne miste det meste af sin vilde natur. Med afsæt i et enormt kildemateriale gennemgår han den danske naturs historie, fra år 1700 frem til i dag. I den forholdsvis begrænsede periode ændrer landskabet sig mere, end det har ændret sig de sidste 10.000 år; fra store arealer med vild natur til et land, der primært er dækket af opdyrkede marker. I bogen viser Kjeld Hansen, hvordan alt fra brutale liberalister, naive naturelskere, nazister og lykkeriddere til de store aktører som Staten og Hedeselskabet har spillet hver deres rolle i historien om ”det tabte land”. Hansen skriver om det alt sammen, så det bliver spændende som en kriminalroman. Hans ydmyge håb er, at vi kan lære af historien, så vi ikke begår de samme fejl igen i fremtiden. 

Michael Ravn: Smag på Djursland
Et af de få steder i Danmark, hvor man rent faktisk stadig kan finde uberørt natur, er Djursland, både den nordlige og sydlige del af kommunen. Her findes mange mennesker, som lever i og af naturen. Det har journalisten Michael Ravn skrevet en fin bog om. Her er fokus på de fantastiske smagsoplevelser, man kan finde på Djursland. I bogen interviewes 17 mennesker, der alle producerer madvarer, som er dyrket økologisk og bæredygtigt med respekt for naturen. Bogen byder på reportager, interviews og opskrifter. Mød bundgarnsfiskeren, vinavlerne, kafferisterne, biavleren, gårdbagerne, mjødbryggerne og ukrudtsdamen. Og kom på besøg i gårdbryggeriet, det økologiske andeparadis, på chokoladefabrikken og hos skovkvægene i Nationalpark Mols Bjerge med mere. Tag selv en bid af Norddjurs, når der serveres mad produceret på og af Stenalt Gods, når biblioteket holder ’Grønne Historier med Gods i’ på godset d. 9. november.

I næste uge dropper vi idyllen for en stund og ser på bøger, der tør sætte ord på, hvad der egentlig vil ske, hvis bæredygtigheden sættes ud af spil og naturen og samfundet bryder sammen.

Skrevet af Thomas Olesen, Norddjurs Biblioteker

 

Materialer