HAVETS KALDEN
”Hallo-lo-lo” Jeg kaldte med hele overkroppen nede i hullet. Først lyden af mig selv og min egen stemme, der ekkoede rundt frem og tilbage nede i mørket: ”HALLO-LO-LO” Så en voldsom lyd, der gav mig et chok. En dyb, ildevarslende gurglen efterfulgt af stilhed. Og så, ganske svagt: ”Hjæææælp”. Der var virkelig én dernede i vandet.
Jeg var endt ude på de frosne marker i Kolindsund, fordi trangen til en cigaret pludselig var blevet for stærk. Pumpestationen i Fannerup virkede som et oplagt sted at gå en lille tur. Ryge den smøg, jeg havde gået og gemt på. Bare en lille forbrydelse og så videre af sted på arbejde.
”Jeg tjekker det lige ud,” tænkte jeg, og var gået hen til det opdæmmede vand bagved bygningen. Og der havde lyden fanget mit øre. Først lyden af vand, der hvert minut blev pumpet rundt i rør. Stilhed. Så vand der buldrede løs. Stilhed og så woosj. Og så et svagt hjælp. Jeg var næsten sikker på, jeg havde hørt noget, en stemme, men der var ingen mennesker i syne. Her var pløjemark, snorlige kanaler og så en grå betonring, der ragede en meter op i landskabet. Det var hér, lyden kom fra. Jeg kiggede ned. Den gurglende lyd af vand i underjordiske rørsystemer.
Jeg fik fat i hånden. Et barneansigt. Hvide, opspilede øjne i det mudderdækkede ansigt. Rædsel! Jeg måtte få fat i ham, inden pumpesystemet satte i gang igen. Rædsel i barnets øjne, da vandet igen blev et hvidt skum. Vand i rør, der blev skubbet væk. ”Hold fast!” Det var som om, armen gav sig, da jeg hev til. Hånden dødkold. Jeg hev som en vanvittig og fik hevet drengen op. Nu lå han der på jorden. Bare helt stille og med vidt åbne øjne. Skyen af ånde, der skød ind og ud af munden. Hyperventilering. Choktilstand.
Da hånden kom op gennem vandspejlet dernede, hvad havde den så rørt ved? ”Slap af, jeg skal nok redde dig. Rolig, du er reddet nu. DU ER I SIKKERHED”
Jeg var tit kørt forbi stedet. De lange, lige kanaler. De drænede marker, som engang havde været dækket af hav. Nu brunt, kedeligt og kvadratisk imod den gamle, mystiske pumpestation, der lå som et hjerte og pumpede undergrundens mørke vand væk. Jeg havde hørt, at hvis Pumpestationen gik i stå, ville stedet blive oversvømmet i løbet af 24 timer. Alt det vand, der løb rundt i de rør. Jorden føltes sært gyngende, når man gik på den. Til trods for frosten, var det som at gå på et stort, usikkert sejl, der var spændt ud over en afgrund af mose. Gad vide, hvad der var i nede undergrunden.
---
Vinden blæser, det er så koldt, jorden gynger her, det er ikke naturligt, her er muslingeskaller på en mark langt fra havet, drengen spjætter.
Blinkene, sireneløst, hvorfor ingen sirener? ”Han er her,” råber jeg. Ambulancefolkene skubber mig væk, løfter drengen op på båren. ”Puls 32. Temperatur 34.” Sirenerne er tændt, da de ræser væk.
”Men der er bare én ting, jeg ikke fatter” Nu stirrer manden på mig, ondt, direkte. ”For når min dreng siger, at han var med Niels inde i Pumpestationen og kravle rundt, hvordan FANDEN kan han så dukke op i en brønd 50 meter væk? Kan du forklare mig det?” Jeg er under anklage! Det går op for mig, at jeg anklages. Det er først nu, jeg forstår det, men det er mig, man mistænker for at have smidt drengen i brønden. Politibetjenten tager fat i mig: ”Jeg tror, du har et forklaringsproblem. Herude ka vi ik li løgnere.” Hænder om min hals. ”Hold ham fast for helvede.” Smagen af jern, den stikkende følelse rundt om min mund, da hans knytnæve smadrer mod begge mine læber: ”DIN FUCKING PSYKOPAT,” råber han. Og et til slag og ét til, til alt bliver sort.
---
Jeg sidder på dag 50 i min celle. Jeg kan ikke få det til at give mening. Altså: Jeg ved, det ikke var mig. Hvorfor skulle jeg smide et barn ned i en brønd? Det var da mig, der reddede ham.
Jeg tror, det er det sted. Havet, der suger folk ned. Det er min teori, eller, det er sådan, det er. Det siger jeg til dem. Hele tiden. Det er havet, der er på vej tilbage. Men de tror ikke på mig. De forstår ikke havets sprog. Men det gør jeg.