Foto: Sascha Pflaeging

Overvågningskapitalismens tidsalder : kampen for en menneskelig fremtid ved magtens nye frontlinje

28.01.21
Denne anbefaling (med tilhørende litteraturliste nedenfor) kan godt give paranoia, for den handler om overvågning og om noget så eksistentielt som den frie vilje.

I Shoshana Zuboffs banebrydende (og vistnok allerede nyklassiske) 'Overvågningskapitalismens tidsalder: kampen for en menneskelig fremtid ved magtens nye frontlinje' lyder et ildevarslende VÅGN OP! til læseren. Den er fra 2019, men er desværre endnu mere aktuel i dag end nogensinde før.

I bogen tager hun kampen op med det 21. århundredes enorme tech-giganter som Google, Amazon og Apple og viser, hvorledes de tjener deres billioner: Ved at overvåge vores gøren og laden på nettet, sælge disse informationer og (mere skræmmende) at forudsige OG præge vores fremtidige valg.

Måske har du ikke tænkt over det før, men stort set ALT, hvad du laver, spores af din telefon: Dine samtaler optages, din fysiske tilstedeværelse kortlægges af GPS'en, dit ansigt genkendes af intelligent software, ja, størstedelen af alt hvad du drømmer om, overvåges af andre. Det er derfor, TikTok, Facebook og Googles fantastiske funktionaliteter er gratis: DU og dine data er produktet. Og Amazons enorme succes skyldes ikke kun godt købmandskab, men at de kender dine inderste drømme og ved, hvilke produkter, du vil købe.

Når man læser (eller lytter til) Zuboffs totalt gennemresearchede bog, bliver det til tider så uhyggeligt, at man næsten ikke tør overveje konsekvenserne, og den første reaktion (min i hvert fald) er mistro: "Det kan ikke passe!" Eller: "Jeg er ligeglad, for jeg har intet at skjule". Men selvfølgelig har vi noget at skjule: Vores jeg skal da ikke sælges til højestbydende - eller hvad?

Zuboff er ikke dommedagsprofet, men ønsker at kalde til kamp mod tech-giganterne. Der findes alternativer til Google, Apple og Facebook - så måske skulle man begynde at bruge dem? Eller som minimum sige nej til cookies. Selv er jeg begyndt at bruge søgemaskiner som DuckDuckGo, der sletter al søgehistorik.

Lån den som lydbog (engelsk) her på E-Reolen eller som e-bog (dansk) her.

For mere om Shoshana Zuboffs bog se bl.a. Weekendavisens store interview her.. Der findes også mange gode podcast-interviews med hende (engelsk), fx her samlet på hendes egen hjemmeside, men også videoer med interviews og meget, meget mere.

Prøv også denne gode indføring i overvågning som emne, lektor Anders Albrechtlunds Tænkepause om Overvågning.

Du kan også se denne dokumentar på DR.dk om Mark Zuckerberg og Facebook lige her. 

Er du mere til den fiktive behandling af emnet, så skorter det ikke heller ikke på gode titler. Den vestlige populærkultur flyder nærmest over med bøger, film, musik og kunst, som handler om overvågning og sygelig paranoia. Her er et minimalt, men godt, udpluk (og husk at sætte Black Sabbaths geniale Paranoid album på, mens du læser - det smadrer koncentrationen, men er godt for stemningen):

For noia-bøger, prøv disse to-tre klassikere på E-Reolen: George Orwells 1984 og Ray Bradburys Fahrenheit 451. Og selvfølgelig vores egen aarhusianske Svend Åge Madsen.

I poesiens verden er der også lavet virkelig, virkelig gode værker, som tager livtag med big tech-overvågningen og de eksistentielle konskvenser, det har:
Tjek fx. Klaus Høecks 'Legacy', hvor han bl.a. skriver om vores digitale identitet på Facebook, Instagram og LinkedIn eller Mads Eslunds fantastiske verbaloversættelser af Instagram-fotos: 'Imnotthererepresentinghardbodies', amerikanske Ariana Reines 'Cæur de lion' (om Google), Caspar Erics 'Nike' (om Facebook m.m.) eller Sternbergs 'SIMPLE DAGE' (om digital identitet og efterliv på Facebook og Netflix-kontoen).
 

For film om paranoide vrangforestillinger, se (på Filmstriben) Pawn Sacrifice om skakgeniet Bobby Fischers koldkrigsparanoia eller fx denne film om den berømte socialpsykolog Stanley Milgrams sociale eksperimenter med mennesker.

BE VIGILANT

/ Thomas
 

 

Materialer