Så læs dog! - Maj 2017

Ideen med denne anbefaling er at jeg simpelthen ikke kan lade være. Andre skal da ikke gå glip af denne oplevelse!

Et overraskende eventyr.

I Fyrtøjet af Sally Gardner får man virkeligt fornemmelsen af hvor uhyggelige eventyr egentligt er, inden Disney lavede dem om til hyggelige smukke historier med altid lykkelige slutninger. Her møder vi de oprindelige folkeeventyrs gotiske træk, som fortæller om sindets mørke. 

Vi møder soldaten, Otto Hundebiss, som møder døden på slagmarken i et øde landskab i vinteren 1642 under 30-årskrigen. Otto flygter ind i den mørke skov, hvor han møder et væsen, der giver ham et sæt terninger, som fortæller ham, hvilken vej han skal gå. Derefter følger en frygtelig og uhyggelig rejse. Om dagen kæmper han mod kulde og sult og om natten har han mareridt om krigen, om sin families nedslagtning og især jagtes han i drømme, af de mennesker han selv har slået ihjel. 

Det kendte eventyr om Fyrtøjet har inspireret forfatteren til denne mareridtsagtige version, hvor krig og krigstraumer er en vigtig del af historien, og hvor de tre hunde er erstattet af frygtindgydende varulve. 

Bogen er fyldt med fantastisk smukke og mørke tegninger, som jeg synes er vildt dejligt, når man rigtigt skal fange den mørke stemning i bogen.

Af Jette Greibe

Materialer