For alle

Udstilling - Glemt mellem siderne

Glemte småting mellem bøgernes sider får nyt liv i en finurlig og genkendelig udstilling.

Af Isaac Kenneth Donkor

Tags

Udstilling

Gennem årene har vi fundet lidt af hvert mellem siderne på bøgerne, når folk afleverer: indkøbssedler, gamle togbilletter, postkort, hjemmelavede bogmærker, kvitteringer, noter og den slags småting, som nogen på et tidspunkt har haft i hånden og tænkt: “Den lægger jeg lige her.” Og ja – vi ved alle sammen, hvordan den historie ender. Det er ikke store eller værdifulde genstande, men de er små glimt af hverdagsliv, der er kommet på afveje og har gemt sig mellem siderne. Hver ting rejser spørgsmål som: Hvem ejede den? Hvor var de på vej hen? Fik de nogensinde købt det, der står på sedlen?

Udstillingen er en samling af nogle af de ting, vi har fundet – de mest finurlige, de mest genkendelige og nogle, der bare fik os til at trække lidt på smilebåndet. Udstillingen er en invitation til at kigge med, undre sig og måske genkende sig selv en lille smule. Måske minder genstandene dig om noget, du selv har glemt i en bog engang.