Præsentation af dine værter
Af Norddjurs Biblioteker
Anne Dixgaard:
Initiativtager til og forperson for Dark Sky Park Anholt. ”I foreningen glæder vi os meget over at vi sammen med Norddjurs Biblioteker har skabt et koncept hvor Anholt, mørket og stjernerne står i centrum for hygge og udendørs liv i en legendarisk kold vintermåned”.
Ane Katrine Eiming:
Formidler og projektleder ved Norddjurs Biblioteker. ”Jeg er altid optaget af den gode fortælling og nye måder at skabe særlige oplevelser. Jeg glæder mig til at opleve Anholt for første gang, og jeg glæder mig over at vi i samarbejde med Dark Sky kan lave en tur, hvor litteratur og naturoplevelser er i centrum.
Emilie Bill Andersen:
Formidler ved Norddjurs Biblioteker. “Jeg glæder mig til at vise dig en af de mere konkurrenceprægede former for litteraturformidling, når vi kører en omgang litteraturbanko med gevinster til. Det bliver en weekend med rig mulighed for at dyrke naturen og litteraturen i fællesskab, og jeg glæder mig meget til at møde jer alle!”
BSc Ole J. Knudsen, Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet:
Jeg fortæller historier under himlen, og jeg er vært på turen ud i Ørkenen, hvor vi får kolde tær og ny og gammel viden om stjerner, planeter og andre himmelfænomener. Det har jeg gjort i mere end 60 år, men det bliver aldrig rutine. Himlen er altid forskellig, og somme tider (-faktisk meget ofte) må vi bruge fantasien, og måske endda holde os inden døre, hvis vejret driller. Uanset, kan jeg love dig en berigende kulturastronomisk oplevelse.
Birgitte Diemer
Jeg er bibliotekar ved Norddjurs Biblioteker, tilknyttet Team Børn.
Jeg medbringer en aktivitet til børn og deres voksne, hvor vi skal en tur ud i rummet. Derudover pakker jeg gode tekster til oplæsning; mest for voksne. Så håber jeg, at nogen har lyst til at lege og lytte.