Læs bogen inden filmen: Nøjsomheden

(Gen)læs romanen om Mona, Nikolaj og kærligheden på tværs af klasseskel, inden Stine Askovs historie rykker til det store lærred.

Af biblioteket

Tags

Litteratur
Forside af romanen Nøjsomheden med post-its.

Mona er vokset op med en psykisk syg mor i boligblokkene Nøjsomheden i Helsingør. Hverdagen er præget af uro, svigt og skæve eksistenser, men Mona har også sit eget sted at søge hen: bøgerne.

Hun læser, skriver små anbefalinger på post-its og får arbejde i en boghandel. Her møder hun Nikolaj, da han kommer ind for at købe “City Slang” af Søren Ulrik Thomsen. Han læser litteraturvidenskab på universitetet og kommer fra et velhavende hjem på den rigtige side af Strandvejen.

Mødet mellem Mona og Nikolaj bliver begyndelsen på en kærlighedshistorie på tværs af sociale skel.

Nu bliver Stine Askovs roman filmatiseret, og filmen får biografpremiere den 27. august. Derfor er det oplagt at (gen)læse “Nøjsomheden”, inden Mona, Nikolai og moster Tut rykker fra bogsiderne til det store lærred.

 

Kærligheden krydser Strandvejen

Stine Askov har skrevet en poetisk og rørende roman om kærlighed, social ulighed og de vilkår, vi formes af. I “Nøjsomheden” og i Askovs øvrige forfatterskab går alvor og humor hånd i hånd, når hun skildrer mennesker, der lever med psykisk sygdom, sorg og social arv, men også med varme og loyalitet.

Samtidig gør Askov op med forestillingen om, at Nøjsomheden kun er et sted præget af problemer. Her findes også stærke fællesskaber og mennesker, der hjælper hinanden, når livet vælter. Ikke mindst Monas jordnære og rapkæftede moster Tut.

 

Litteraturen som fælles sprog

Selvom Mona og Nikolaj kommer fra hver sin sociale virkelighed, finder de et fælles sprog i litteraturen. Bøgerne binder dem sammen på tværs af klasseskellet, men de udvisker ikke de erfaringer, de hver især bærer med sig. Tværtimod bliver deres forskellige baggrunde ved med at skabe kultursammenstød og konflikter. 

På boglisten finder du en række nyere og ældre romaner om kærlighed og klasseskel.