Her kan du læse vinderhistorierne fra vores skrivekonkurrence

                                                                 "Drømmen om at drømme" 
                                                                           af Isabella Degn
En pige sad alene på sit værelse og stirrede lidt tomt ud i luften. Foran hende stod en computer tændt, med et blankt Word dokument åben. Emnet var ”Fra drøm til virkelighed” og hun havde nu kun én dag tilbage indtil afleveringsfristen udløb. Hun overvejede hvad hun skulle skrive og tænkte, hun måske kunne bruge sig selv som inspiration. Hun havde mange drømme, store drømme, men det var netop dét, der var problemet med hende. Hun var blot en drømmer. Gennem hele sit liv var hun blevet spurgt, hvad hun ville være, når hun blev ældre, og hun havde altid svaret: ”Professionel sanger”. En lille piges drøm. Men mens andre børn voksede op og med tiden droppede deres mere eller mindre urealistiske drømme, forblev hendes svar det samme. Eller sådan var det i hvert fald, indtil hun blev syg. Da stoppede hun med at drømme den slags. 
Sort. Det havde alt sammen været sort. Som om nogen havde pakket verden ind i en mørk og uigennemtrængelig tåge. Dengang regnede det altid, og mørke skyer dækkede for himlen. Der var vist nok stikkontakter, men rummene forblev mørke hvis hun tændte for dem. Med tiden blev hun mere og mere følelsesløs. Hun glemte hvordan det var at føle glæde, vrede og sorg. Og det var svært, for hun var vred og hun var såret. Vred på alle dem som havde forladt hende, da hun havde allermest brug for dem og såret over hvor let det havde syntes at være for dem, at give op på hende. Men hun havde selv givet op. Kampen om at få det bedre havde virket umulig at vinde og hun havde givet op… Det havde hun i hvert fald troet. 
Men hun fik det bedre. Ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt. Meget langsomt. Men det gjorde hun fik en drøm og derfor noget at kæmpe for. Hun ville være rask. Det var hendes drøm. I dag, når hun sidder her og tænker tilbage, kan hun nu se, at hun aldrig havde givet op. Ikke helt. Noget i hende havde nægtet, havde kæmpet for, at hun ikke blot skulle overleve, men få en chance for rigtigt at leve. Hun kan se, hvor hårdt hun havde kæmpet, og først nu går det op for hende, at selvom hun stadig mærker sygdommen, selvom den aldrig er helt væk, så er hendes drøm gået i opfyldelse. For hun kan ikke gå et helt liv og vente på, at alt bliver perfekt. Det var det aldrig, og det bliver det heller ikke. Hun er i stand til at føle nu. Hun kan være glad. Hun kan grine. Og det er nok.
Pigen scroller op i sit nu fyldte dokument og kigger lidt på, hvordan hun havde begyndt sin historie. Hun havde taget fejl. Hun er ikke ”bare” en drømmer. Hun er i stand til at drømme, og det går nu op for hende, hvor stort et privilegium det er. Hun forstår også nu, at drømme ikke behøver at være store for at være virkelige. Hun kigger lidt på det, som hun lige har skrevet og smiler for sig selv. Lige nu drømmer hun blot om at færdiggøre gymnasiet og ikke mindst denne aflevering. 

                                                                         "Det skjulte fund"
                                                                        Af Malou Christensen
En tidlig morgen i slutningen af august. Tågen lå som altid som et tæppe over skovbunden. Det var her Laura altid havde følt sig mest hjemme. Mellem alle træerne, hvor man kunne høre lyden af vindens hvisken. Det fyldt hendes sind med en ro, som hun ikke fandt andre steder. Skoven var hendes fristed. Det var stedet hvor hun kunne drømme om hendes fremtid som biolog. Men livet i den lille by gav sjældent plads til de store ambitioner.

”Hvorfor kan du ikke bare finde et almindeligt job, som alle andre?” Siger hendes mor gang på gang. Hun havde ingen forståelse for den lidenskab Laura har til naturen. Den lille by Laura kommer fra, var ikke specielt stor. De få hundrede indbyggere gik for det meste kun op i landbrug. For dem virkede biologi og forskning så fjern og uforståeligt. Men selvom Laura ofte følte sig alene med hendes drømme, nægtede hun at give op. Hun ville kæmpe hver en kamp der skulle til.

Men denne morgen føltes alt anderledes for hende. Hun fik pakket sig en taske med et kamera, notesbøger, og et lille kit til planteprøver. Det gjorde hun altid når hun skulle ud. Men den dag, gik hun en vej i skoven hun ikke havde prøvet før. For enden af den sti, stødte hun på en lysning mellem træerne. Hun havde aldrig set den før. For hende føltes det lidt som om, at stedet skulle være skjult for hende, indtil nu. I midten af den lysning, fik hun øje på noget. En plante hun aldrig havde set før. Farverne var klarer, og bladene skindet af morgenduggen der havde lagt sig blidt på planten. Den virkede næsten uvirkelig.

Lauras hjerte begyndte at slå hurtigere og hårde. Hun kom i tanke om det kit hun havde pakket i tasken, og skyndte sig finde det frem, for at tage en prøve. Hun vidste straks at hun havde fundet noget særligt. Kunne det være en ny art? Trods alle tankerne der kørte rundt i hovedet, var hun sikker på én ting. At det her fund, kunne være hendes gennembrud.

De næste uger i Lauras liv blev lige pludselig meget hektiske. Al hendes fritid gik på at undersøge den plante, sammenligne den med botaniske opslagsværker og sende prøver til forskellige laboratorier, som hun kun havde råd til, takket være små legater og støtten fra en enkelt velvillig professor. Men hun blev mødt af en mur af modstand, hver gang hun prøvede at fortælle sit fund, til byens folk. ”En plante? Og hvad så” Sagde folk med et ligegyldigt blik. Selv hendes nærmeste, begyndte at tvivle på hende og hendes fornuft.

Men Laura vidste at den plante havde potentiale til og gøre en forskel - ikke bare for hende, men for hele verden. Hun var ikke til at stoppe. Efter tusindvis af søvnløse nætter og utallige mange afslag fra diverse forskningsinstitutter, fik hun endelig kontakt. 
Det var en gruppe forskere, der endelig var villig til at lytte. De ankom til den lille by, for at besøge Laura, og fulgte med hende ud i skoven til lysningen.

Da de stod foran planten, blev der stille. Helt stille. En af forskerne, en ældre mand med gråt hår, og et skarpt blik, knælede ned og betragtede den plante Laura fandt. ”Dette…” sagde han og blev stille igen. ”Dette kan ændre alt. Du, unge dame, har fundet nøglen til at forstå en række alvorlige miljøtrusler.” Da Laura hørte det kunne hun ikke tro sine egne ører. Hendes fund var ikke bare vigtigt - det var afgørende.

Månederne efter blev travle for Laura. Hun blev inviteret til at præsentere sit fund til internationale konferencer. Hendes navn blev nævnt overalt i den videnskabelige verden, hun blev overskrifterne i en masse blade og forskere fra hele verden kontaktede hende for at samarbejde. Hendes drøm om at blive en anerkendt biolog var ikke længere hendes fjerne fantasi - nu var det hendes liv.

Men det, der fyldte hende med mest stolthed, var ikke de mange priser hun vandt, eller den anerkendelse hun fik. Det var visheden om at hun, en ung pige fra en lille by, havde holdt fast i hendes nysgerrighed og sin drøm, selvom vejen havde været svær.

Da hun en dag stod ved lysningen igen. Der hvor alt startede. Men hun stod der ikke alene, hun var omringet af forskere, fotografer og journalister. Hun så på planten. Den havde ændret hendes liv. Hun tænkte på, hvordan denne rejse startede. En enkelt drøm, og hendes vilje der aldrig gav op.

Laura smilede for sig selv, mens de mange kameraer klikkede omkring hende. Hun havde efter lang tid og hårdt arbejde, fundet sin plads i verden. Skoven, hendes fristed, havde givet hende alt, hun nogensinde havde drømt om.