Anholt under stjernerne
LitteNATur i mørket – Når stjernerne og fortællingerne mødes på Anholt
Et inspirerende samarbejde mellem Dark Sky Anholt og Norddjurs Biblioteker
Forestil dig en stille aften på Anholt, hvor mørket sænker sig, og stjernerne lyser klart. Her mødes litteratur og nattehimmel til et arrangement, der inviterer til fordybelse og nye oplevelser.
Et samarbejde med vision og hjerte
Bag arrangementet ”LitteNATur i mørket” står to aktører: Foreningen Dark Sky Park Anholt og Norddjurs Biblioteker.
Dark Sky Anholt er en forening, der brænder for at give alle muligheden for at opleve den fantastiske nattehimmel over Anholt – helt fri for lysforurening. I 2025 lykkedes det dem at opnå et Dark Sky-certifikat efter et stort arbejde med at måle og dokumentere mørket på Anholt og sikre, at fx øens gadebelysning er den rigtige, så stjernerne nu står klarere end nogensinde før.
Samarbejdet mellem Norddjurs Biblioteker og Dark Sky Park Anholt startede med et fælles ønske om at skabe særlige oplevelser med plads til fordybelse – uanset om det handler om litteratur eller om at kigge op på stjernerne. På biblioteket arbejder vi hele tiden med nye måder at gøre litteraturen levende på. Derfor giver det mening for os at slå os sammen med Dark Sky Park Anholt og invitere til et arrangement, hvor man får noget ekstra: En weekend fyldt med litteratur, musik, stjernekig og naturoplevelser – med fortællingerne som omdrejningspunkt.
Nattehimlen som inspiration til litteratur og fællesskab
I februar står stjernehoben Plejaderne særligt klart på himlen over Anholt, og man kan se de syv stjerner, der med deres mytologiske reference har inspireret forfatteren Lucinda Riley til den romantiske bogserie om De syv søstre.
Bliv en del af oplevelsen – Læs mere og tilmeld dig
Arrangementet på Anholt er mere end bare en weekend – det er en invitation til fællesskab og fælles oplevelser under stjernerne. Kom og vær med, uanset om du er fastboende, i sommerhus, barn eller voksen, læsehest eller stjernekigger.
Læs mere om astronom og videnskabsformidler Ole J. Knudsen, som er med på Anholt og vil guide os rundt mellem stjernerne. Ole J. Knudsen | Videnskab.dk
Besøg også Foreningen Dark Sky Park Anholts hjemmeside: Dark Sky Park Anholt – Tættest på mørket