4. gang | I fjorden med waders og plukke tang

Inden vi trak i de grønne waders foran Kyst- og Fjordcenteret, blev der blandt deltagerne joket med hvordan man kom op igen hvis man først væltede og fik fyldt sine waders med vand og om vi fik alle med tilbage fra turen. Heldigvis blev det ikke nødvendigt at bruge nogen af de gode idéer, da alle kom (næste) tørre op på land igen, og heldigvis helt uden problemer undervejs.

 
Onsdag den 7. oktober var det 4. gang vi mødtes som et hold i Hold Hjernen Frisk- forløbet og vi har allerede prøvet en del sammen. Vi begynder så småt at lære hinanden at kende og det er hyggeligt at have nogen at dele de nye oplevelser og erfaringer med.
Og det vár en meget speciel oplevelse at gå ud i vandet og mærke hvordan vandet sluttede sig helt tæt om benene og maven, nærmest som om man blev vakuumpakket. Man kan kun bevæge sig langsomt p.g.a. den modstand vandet giver, men stod man stille for længe kunne man også mærke, hvordan man langsom sank ned og sad lidt fast i den mudrede havbund. 
Vi havde taget net med, så vi kunne prøve at fange rejer og små fisk. Alle blev helt gode til at fange rejer og få dem fisket op af nettet og over i spanden. Det var hesterejer vi fangede, kunne Carsten fra Kyst- og Fjordcenteret fortælle. Dem kan man sagtens spise enten rå eller koge dem. Efter at have set hvordan Karsten pillede sådan én var der også enkelte af deltagerne, der have mod på at smage på de hesterejer vi fangede. ”De smager egentlig ikke af ret meget” var der enighed om, men de sprællede en del, så der skulle arbejdes lidt for at få dem pillet.
”Man falder helt til ro, når man går herude” var flere af deltagerne enige om og det var en stor oplevelse at gå rundt i vand til livet og mærke fjorden.   
Da vi senere samledes omkring bålet i en af centerets lavo’er, sænkede der sig en hyggelig og afslappet stemning over os alle. Carsten havde plukket blæretang, som han ristede over bålet, så alle kunne få lov at smage. Forundret måtte vi konstatere at det smagte lidt af bacon. 
Mættede af sanseoplevelser kunne vi nyde kaffen, mens Merete fra biblioteket præsenterede nogle af de bøger der findes om tang og andre råvarer fra vores vilde natur. Det blev til en længere snak om netop alle de lækre spiselige ting vi kan finde i Danmarks natur, og ikke mindst en snak om snapsekrydderier og den ædle kunst at forvandle urter til flydende guld. Herunder er de bøger som Merete anbefalede.
Holdet er blevet utrolig glade for at få læst op, så mens bålet knitrede videre læste Merete op for os af romanen ”De tavse vidner”.  Handlingen foregår på en Herregård og de passager Merete havde fundet til os, beskrev bl.a. hvordan hovedpersonen sankede urter og de passede dermed fint til dagens tema om alt det vi kan finde at spise i den vilde natur.
Bogen er 1. bind i en triologi og inden vi gik derfra havde flere været inde og reservere bogen via biblioteksappen, fordi den lød så spændende. Og sådan fik vi pludselig vores meget digitale verden til at gå i spænd med dagens ellers meget analoge oplevelser. 
 

Foto: Bl.a. Lars Christiansen

Materialer