Cirkus i 250 år | Udstilling på Grenaa Bibliotek

09.04.19
”Tag vasketøjet ind, cirkus kommer til byen”

Cirkus fyldte 250 år i 2018. I den anledning har Cirkusmuseet i Hvidovre lavet en bannerudstilling med billeder fra Cirkusmuseets arkiv.

Englænderen Philip Astley lavede i 1768 for første gang et show på sin rideskole i London med blandt andet akrobatik og linedans blandet med hestenumre. På den led opfandt han cirkusforestillingen.

Lige siden har cirkus befundet sig udenfor det etablerede samfund, der ofte har set skævt til dette specielle rejsende folkefærd med særprægede navne. Udtrykket ”Tag vasketøjet ind, cirkus kommer til byen” er et godt eksempel på fordommene.

I jagten på at lave cirkusnumrene mere og mere sensationsprægede, sendte man f.eks. en hest op med luftballon eller placerede en løve i sidevognen på en motorcykel i en dødsdrom.

Bannerudstillingen, som er lavet med støtte fra Dansk Artist Forbund, fortæller gennem nogle af de oftest stillede cirkusspørgsmål, historien om cirkus og den helt særlige cirkuskultur.

Udstillingen kan ses i april måned på Grenaa Bibliotek