12-årige Sia udstiller på Grenaa Bibliotek i september måned

07.09.20
Sia Kildegaard Bregendahl har tegnet og malet lige så længe hun kan huske, og i de senere år er talentet for alvor begyndt at udfolde sig

Det stod klart da hun to gange i træk vandt en tegnekonkurrence i sommerferien og fik begge tegninger udstillet på Skagens museum.

Nu kan hendes værker opleves i hele september måned på Grenaa Bibliotek. 

Sia har både tegnet med farveblyanter og akvarel og på udstillingen kan man også opleve Sias første maleri med akryl på lærred.

Inspirationen spænder vidt fra portrætmalerier af det levede liv til stregtegninger, blomster og dyr.

Især portrættegninger af ældre mennesker har fascineret Sia, fordi udfordringerne med at tegne rynker og furer i huden er spændende.
Sia bygger mange lag ovenpå hinanden i hendes tegninger, og bruger ofte lang tid på hvert værk. 

I lang tid har Sias tegninger været forbeholdt vennerne og den nærmeste familie, men interessen for hendes kunst har det seneste år været tiltagende.
Personer udenfor den nærmeste omgangskreds har bestilt værker af forskellig art, især efter lanceringen af hendes hjemmeside www.siaart.dk.

Det er svært at sige hvad fremtiden bringer for den unge tegner, men drømmen om et liv som udøvende kunstner lever videre i det lille hus i Grenaa.