Norddjurs Bibliotekers logo har vundet guld

29.04.22
Vi er meget stolte over at have modtaget denne pris.

Norddjurs Bibliotekers nye logo og visuelle identitet har vundet guld i den internationale designkonkurrence; International Visual Identity Awards.

Logo og den visuelle identitet er udarbejdet af reklamebureauet Kirk & Holm, der har mange prisvindende designs på samvittigheden. Prisen til Norddjurs Biblioteker blev vundet i kategorien: Public sector, foran en lang række bidrag fra Europa, Asien og USA.

Bag udarbejdelsen lå et grundigt forarbejde, hvor alle medarbejdere var aktivt involveret i den forudgående proces. Således var kreativ direktør og indehaver Jesper Holm flere gange på besøg, og stod bl.a. for en værdi-workshop, hvor alle medarbejdere bidrog. Herefter tog Jesper ansvar for den videre kreative proces, der endte med det flotte resultat, som vi er meget glade for og stolte over.

Designet består af æstetiske elementer hentet fra vores fire biblioteker i Auning, Grenaa, Ørum og Ørsted, sat sammen til et moderne udtryk.

"Vi er meget stolte over at have modtaget denne pris. Det viser, at vores visuelle identitet er i verdensklasse, og det er både inspirerende og forpligtende at blive identificeret med en visuel identitet på det niveau. Vi håber, at den også vil inspirere andre biblioteker til at tænke lidt ud af boksen," siger biblioteksleder Lars Lerche.

"Vi har fokuseret på at skabe et enkelt og elegant designsprog, der er let at genkende og bruge i en lang række forskellige sammenhænge. Målet har været at skabe et visuelt udtryk, der understøtter bibliotekernes kommunikation og profilerer dem som et moderne og attraktivt tilbud," siger kreativ direktør Jesper Holm, Kirk & Holm".

Se mere på: www.kirk-holm.dk