Gør bogen levende –Læsning og genbrug

16.09.21
I et samarbejde med Reno Djurs og deres fantastiske formidler Fie Karlsen har vi nu over 3 gange afprøvet et nyt læsekoncept som er blevet udviklet under projektet ”Gør bogen levende” –mere læselyst i SFO’erne.

Men hvordan har læsning og genbrugsstationen noget med hinanden at gøre?  I projektet har vi fokus på hvordan vi ved at inddrage sanserne og koble det læste med noget konkret kan gøre læseoplevelsen større for børnene. 


Ude på genbrugspladsen har vi læst 2 bøger højt, som er udvalgt af Bibliotekets dygtige børnebibliotekarer fordi de passer godt til målgruppen og samtidig er gode historier, der på den ene eller anden måde tematiserer klima, genbrug og bevidsthed om skrald. 


Det er børn fra de 3 SFO’er, som er med i projektet, som har været en anderledes tur på genbrugspladsen. Det har være glade børn, der vrimlede ud af bussen og forventningsfuldt samledes i et hjørne af genbrugspladsen. Med de skriggule veste på, lignede det en selvlysende myretue indtil alle børn havde fået en pude og fundet et godt sted at sidde. Med udsigt til de blå containere på genbrugspladsen og lyden af maskiner i baggrunden, var de klar til at få læst højt om bl.a. Svend Genanvend, der som en anden superhelt hjælper en by med at få det meget pænere ved at genanvende skraldet.

Rundt på genbrugspladsen fik børnene syn for sagen når de kunne kigge ned i en container fyldt med metalskrot. ”500 tomme sodavandsdåser kan blive til en ny cykel” fortalte formidler hos Reno Djurs Fie Karlsen og ”gamle bildæk kan blive til underlag på legepladser”. Børnene var helt med på, hvad det var Svend Genanvend havde haft gang i og hvor smart det var. På den måde koblede de højtlæste bøger sig meget fint sammen med, at vi var lige præcis det sted hvor skrald faktisk samles og sorteres. 


Den store bunke med kompost i den ene ende af pladsen dampede tydeligt og både lugtesans og følesans kom i brug, da vi nærmede os. Haveaffaldet i forrådnelses lugtede fælt blev børnene enige om, hvorimod den færdige kompost ved siden af imponerende ved at være varm når man stak fingrene godt ned i. 
For rigtig at kunne fordybe sig når man læser er det afgørende at kunne leve sig ind det der foregår i bogen bogen, og der er sanserne et afgørende værktøj, så næste gang børnene læser noget om en kompostdynge kan de måske genkalde sig lugten af det formuldede haveaffald.  

Projektet ”Gør bogen levende” en del af kulturministeriets nationale læselystindsats og støttet af Slots- og kulturstyrelsen. Læs mere om slots og kulturstyrelsens indsats her: https://slks.dk/nyheder/2019/kulturinstitutioner/biblioteker-og-sfoer-sk...
Materialer