Var det noget med en sjov og gratis aktivitet til efterårsferien?

14.10.22
Tag på tre skønne og eventyrlige Natureventyr i Norddjurs Kommune

Norddjurs Kommune har indgået et samarbejde med appen Natureventyr, så I nu kan tage på gratis eventyr langs børnevenlige ruter tre forskellige steder i Norddjurs’ skønne natur. 

Eventyrene er målrettet børn i alderen 4-9 år, og de gør det nemt og sjovt for børn og deres voksne at gå på opdagelse i kommunens spændende naturområder. Via kort og GPS indbygget i appen går I fra kapitel til kapitel, og undervejs bliver børnene inddraget i fortællingen gennem spørgsmål og sjove udfordringer, der skal løses.

Skrevet unikt til tre forskellige ruter
Eventyrene er skrevet, så de tager udgangspunkt i de ting, som børnene kan opleve langs ruterne. Derfor har hvert område også sit helt eget unikke eventyr.

  1. Ved stendysserne ved Tustrup kan I opleve eventyret Malik og rejsen til stenalderen. Her følger I drengen Malik, som en dag sendes tilbage i tiden - helt tilbage til stenalderen. Sammen med en stenalderpige tager han ud på en eventyrlig og farefuld rejse for at finde en lårbensknogle, der er forsvundet fra jættestuen.
     
  2. I Porsbakkerne kan I tage på eventyr med pigen Signe og hendes usynlige ven Lillemand i Signes store ønske. Signe og Lillemand drager ind i skoven for at finde Kællingestenen, så Signe kan få sit højeste ønske opfyldt - at få en lillebror. På rejsen møder de mange mystiske og uhyggelige væsener, men heldigvis er Signe og Lillemand ikke bange for noget som helst. 
     
  3. Ved Kyst og Fjordcentret ved Randers Fjord kan I følge drengen Johan i Johan og det magiske kompas. Johan skal finde et magisk kompas for, at hans bedstefar kan finde vej hjem igen. For at finde kompasset må Johan klare tre prøver, men Johan støder hele tiden på forhindringer undervejs. Kan han mon klare dem og finde kompasset?

     

Udviklet i samarbejde med DGI
Virksomheden bag Natureventyr har udviklet appen i samarbejde med DGI, som har støttet projektet. Bag Natureventyr står fem børnefamilier, der arbejder for flere gode naturoplevelser til børnefamilier over hele landet. 

I kraft af samarbejdet mellem Natureventyr og Norddjurs Kommune er alle eventyr gratis at benytte sig af.

Hent appen “Natureventyr” gratis til både IOS og Android, så er I klar til at gå på eventyr.