Tre kvinder af Lisa Taddeo

19.05.21
Hudløst ærlig roman om tre kvinders liv sætter fokus på begær, kærlighed og sex.

Maggie har en affære med sin lærer i high school, Sloane dyrker sex med andre mænd foran sin ægtefælle og i hede stævnemøder med en gammel kæreste flygter Lina fra et kærlighedsløst ægteskab. Det er i meget grove træk de grundlæggende fortællinger i den amerikanske journalist Lisa Taddeos ”Tre Kvinder” fra 2019. Taddeo har brugt otte år på at følge sine tre hovedpersoner i tykt og tyndt. Hun er flyttet til de byer, de bor i, hun har nærstuderet tusindvis af retssagsakter og interviewet kvindernes familiemedlemmer og venner. Bogen er et fabelagtigt eksempel på den genre, man kalder narrativ journalistik, og i Lisa Taddeos dygtige skribenthænder bliver bogen både et stykke yderst solidt journalistarbejde såvel som en lille litterær perle. 

Bogen beskriver nogle helt centrale aspekter af disse tre amerikanske kvinders liv – med særligt fokus på den del, der handler om begær, sex og kærlighed. Det er en rystende ærlig og, ja, nøgen fortælling som formår at berøre rigtig mange elementer i en moderne kvindes liv. Hvad er begærets natur? Er kvinders begær tabuiseret? Kan kvinder med fordel være mere ærlige omkring lyst og begær? Og hvordan kan det være at disse tre kvindeskæbner har vist sig at have en så universel klangbund? 

Disse tre kvinders historier handler i høj grad om, hvordan vi som kvinder forventes at kontrollere vores egne impulser og drifter. Og om hvordan vi til sidst har dem så meget under kontrol, at vi bliver aldeles fremmed over for dem. I et interview med The Guardian udtaler Taddeo: ”Mænd kan skræmme os, andre kvinder kan skræmme os og nogle gange ender vi med, at være så bekymrede for det, der skræmmer os, at vi venter med at have en orgasme, til vi er alene. Vi lader som om, vi ønsker os ting vi i virkeligheden ikke vil have, for at ingen skal se, at vi ikke får det, vi virkelig har behov for.”

Jeg har delt denne bog med flere af mine gode veninder og en yngre kollega, og det har været tankevækkende for mig at opleve, hvordan de tre historier har ramt helt forskelligt iblandt disse læsere. Nogle genkender aspekter af Maggies historie hos sig selv og andre har spejlet sig i Lina og Sloane. Lige nu ligger bogen og venter på natbordet hos min ægteviede husbond. Jeg er noget spændt på at høre, hvad han får ud af den… 

 

 

/Helene
 

Materialer