Logo for Lyt Lyrik

LYT - En podcast om lyrik

17.04.20
Der findes en del gode, danskproducerede podcasts, som sætter fokus på digte.

I denne artikel fortæller vi om LYT, www.LytLyrik.dk, der er en podcast lavet af biblioteksformidlere fra Vejle og Silkeborg. God fornøjelse.

LYT - i lyrikkens maskinrum

Vidste du, at der findes en podcast med en lang række interviews med nogle af de bedste digtere i Danmark? Det er bibliotekerne i Vejle og Silkeborg, som står bag programserien med Norddjurs Bibliotekerne som gæstebidrager. 

Serien byder indtil videre på 15 afsnit á en halv times længde, og der føjes hele tiden nye afsnit til.
Formen er eksperimenterende: Podcasten afprøver forskellige former for lyrikformidling, herunder undervisningsworkshops, anderledes udstillinger, pop-op-arrangementer og naturligvis det klassiske interview, hvor en biblioteksformidler taler med en digter. 
 

Mygind, Tafdrup, Høeck, Thomsen, Laugesen og Sørensen

LYT præsenterer danske digtere gennem personlige samtaler. I hvert afsnit slår værterne tematisk ned i lyrikken og taler om, hvad digtene gør ved læseren. Dykker man ned i arkiverne, finder man adskillige stjerner fra lyrikkens overdrev, som fortæller om deres lyrik.

Her er et lille udpluk:

-    Mads Mygind taler om hverdagen som lyrisk inspirationskilde
-    Pia Tafdrup gennemgår faserne i sit forfatterskab
-    Klaus Høeck og Rasmus Nikolajsen fortæller om skak og systemdigtning
-    Søren Ulrik Thomsen beretter om sin enorme produktion
-    Peter Laugesen taler om modernisme
-    Knud Sørensen fortæller om konkretisme og natur

Du kan glæde dig til flere afsnit i den kommende tid. Bl.a. 10 herlige interviews lavet på BogForum og så Norddjurs Bibliotekernes helt eget interview med Kamilla Jørgensen optaget på en mågefyldt dag på Grenaa Havn.
 

Sådan finder du LYT

Du finder LytLyrik i Apple iTunes.
Har du en Android eller Doro, kan du hente podcastprogrammer som Podcast Addict eller Pocket Cast i Google Play.
Du kan også gå ind i eReolen og finde serien.

LytLyrik.dk er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje og drives fra 2020 videre af Vejle og Silkeborg Bibliotekerne.
 

Tags