Syltede agurker i et glas
©colourbox.com

Gem sommerens høst på glas og flasker

08.08.20
Få den bedste inspiration til at gemme sommerens frugt og grønt til resten af sæsonen.

Bevar de gode råvarer

Det er sommer og sæson for lækre, danske grøntsager og frugter. Forlæng glæden ved alle de sunde, velsmagende råvarer ved at konservere dem, så du kan servere dem, også når sommeren er forbi.

Om det er høst fra din egen have, indkøb fra butik eller samlet på tur i den danske natur, så er her en række tips til hjemmesider og gode bøger om forskellige måder at sylte og fermentere, hvor du kan finde inspiration og masser af opskrifter.

Syltning og fermentering

Syltning og fermentering er ældgamle teknikker til at bevare bl.a. frugt og grøntsager, så du får glæde af de gode råvarer, også uden for sæsonen. Ud over at forlænge holdbarheden, er konserveringsmetoderne også med til at give helt nye smagsoplevelser.

Syltning er velkendt. Du giver frugter og grøntsager længere levetid ved at lægge dem i og evt. koge dem i en sur-sød lage af vand, vin, eddike, salt, sukker eller blandinger heraf, krydret på forskellig måde. 

Fermentering er en anden metode, som har været lidt glemt i det danske køkken i mange år, men som nu er populær som aldrig før. Fermentering sker ved gæring. Når grøntsagerne er vasket og klargjort, fx. snittet, saltes de, og så klarer deres egne enzymer og mikroorganismer selv processen.

Boost dit immunforsvar

En af grundene til, at fermentering har fundet tilbage i madlavningen er, at der er kommet et øget fokus på fordøjelsens betydning for vores helbred. Forskning peger på, at sunde bakteriekulturer er gavnlige for vores tarmsystem og kan være med til at holde sygdomsfremkaldende bakterier nede. Fermenteret mad indeholder probiotiske bakterier, som er gavnlige for dine tarme og dermed immunforsvaret.

Stop madspild

En sidste god grund til at begynde at sylte og fermentere er, at det begrænser madspild. De ikke så kønne og måske lidt slatne rester i grøntsagsskuffen genvinder al vitalitet, når de genopstår som kraut og relish.

Nedenfor har vi listet en række gode links og bøger til dig, hvis du vil blive klogere på syltning og fermentering og få ideer til dit eget køkken. 

Links

Materialer