FORBANDELSEN BRUDT

19.04.21
”Forbandelsen brudt. Da Liverpool endelig vandt mesterskabet i skyggen af Coronakrisen”. En selvhjælpsbog til fans af verdens bedste fodboldhold – og måske deres livsledsagere?

Sportsfans og sportsudøvere er berygtede for at være mere end almindeligt overtroiske, og det er ikke nogen hemmelighed, at vi var mange Liverpool fans, der sov ekstra uroligt, da den engelske Premier League lukkede ned i marts sidste år. På det tidspunkt manglede vores elskede klub kun sølle 6 points i bestræbelserne på for første gang at kunne løfte Premier League trofæet. Det trofæ vi har drømt om mere end noget andet de sidste 30 år. Utallige års mareridtsagtige, fejlslagne forsøg på netop at vinde denne turnering sidder så dybt i mange af klubbens fans, at det har været mere eller mindre anerkendt, at der har været tale om en forbandelse. Liverpool har været snublende tæt på dette mesterskab flere gange, men så er det alligevel gået galt af den ene eller anden årsag. Og nu var det så en verdensomspændende pandemi, der spændte ben så uhyggeligt tæt på, at drømmen om det engelske mesterskab endelig kunne blive til virkelighed.

Det er denne hændervridende periode samt den noget amputerede katarsisoplevelse, da mesterskabet alligevel endelig kom i hus, der beskrives af 10 forskellige Liverpool fans i Andreas Brøns Riise og Esben Suurballe Christensens lille perle af et bekendelsesskrift for hårdtprøvede LFC fans. Et klogt menneske sagde engang, at vi læser for at vide, at vi ikke er alene, og den følelse af forbundethed med andre oplevede jeg i sjælden grad under læsningen af Riise og Christensens ”Forbandelsen brudt. Da Liverpool endelig vandt mesterskabet i skyggen af Coronakrisen”. Sangen ’You’ll never walk alone’ associeres jo om noget med Liverpool, og hvis man nogensinde har tænkt, at man måske alligevel har været lidt alene med ens evige pessimisme, så ved man efter endt læsning, at det på ingen måde har ikke været tilfældet.

Og selv hvis du ikke interesserer dig en døjt for fodbold eller Liverpool kan du alligevel have fornøjelse af at læse denne bog, da den giver et subtilt lille kig ind i den virkelig dedikerede fans til tider noget forpinte eksistens. Er du f.eks. gift med en fan, og har du lidt svært ved at forstå, hvordan pokker noget kan fylde så meget, ja så læs trygt med her. Måske du finder nøglen til et ellers aflåst kammer i din livsledsagers hjerte.

/Helene

Esben Suurballe Christensen, (f. 1978) er uddannet socialpædagog med PD i Psykologi og Liverpool-fan siden 1986. Forfatter til bøgerne Slået omkuld af OasisLiverpool i blodet og medforfatter til Mentale monstre erobrede Europa. Anmelder og skribent for musikmagasinet Gaffa.

Andreas Brøns Riise, (f. 1982) er uddannet journalist og Liverpool-fan siden 1993. Chefredaktør for Redmen Family siden 2015. Medforfatter til Mentale monstre erobrede Europa og desuden medvært på Premier League-podcasten Kopcast.