Emma af Jane Austen
Sådan havde jeg det med et par aspekter af Jane Austen's "Emma" (1815), som jeg for nylig genbesøgte, da jeg så den seneste filmatisering fra 2020.
Selverkendelse og udvikling
"Emma" er historien om en mildt sagt irriterende, velbjerget ung kvinde, der bl.a. leger Kirsten Giftekniv overfor en mindre velstillet veninde. Jane Austen erkendte selv, at hendes heltinde var svær at holde af, og det var netop Emmas 'udviklingspotentiale', jeg syntes, det var spændende at fundere over. Et mennske, der pludselig når en grad af selverkendelse, og endda evner at lave om på sig selv, er immervæk altid mere interessant end et menneske, der er stivnet i sin dannelse - eller mangel på samme. Emmas klarsyn, når det kommer til egne fejl og mangler, bliver det forsonende træk, der alligevel gør, at man ender med at holde af hende.
Det hele skal nok gå - gå blot en tur
Et andet element, der overraskede og talte særligt til mig i disse corona tider, var denne filmatiserings brug af det 'at gå'. Filmens hovedpersoner vandrer i et langt væk, og det er da noget, vi for tiden har til fælles med disse fjerne forfædre. På engelsk har man begrebet 'to take a constitutional', og det betyder ganske enkelt at gå en tur for helbreddets skyld. I tiden før internet og TV, og hvor sociale normer ofte holdt folk i et jerngreb, når man var indendøre, ja da var gåturen et sjældent frirum. Selv før corona og nedlukninger virkelig for alvor har tvunget dansken i vandrestøvlerne, har der været en opblussen af denne ældgamle fritidsaktivitet. Jeg synes, det var et interessant aspekt, at vi moderne mennesker, i den grad har genopdaget gåturen og dens helende effekt på både krop og sjæl. Selv en af vores største tænkere, Søren Kierkegaard, har beskæftiget sig med gåfænomenet, så ham lader jeg få de sidste ord, før jeg selv må ud og gå: "Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den (...) Når man således bliver ved at gå, så går det nok."
/Helene