Collage med årets bedste bøger 2019

Automatiske døre, der med ét slår op - årets bedste bøger 2019

06.12.19
Det er blevet et større og langt mere kalejdoskopisk eventyr at tage på ekspedition i den danske skønlitteratur de seneste par år.

Det er som om, at den danske litteratur omkring 2019 ikke blot er modnet, nej, der er også dukket nye sorter op, ja, og sorter, man næsten troede uddøde, er vendt tilbage, alt imens de frugter, som vi troede vi kendte i forvejen, pludselig har fået andre farvetoner og smagsnuancer. Tingene er under opbrud. Der var en gang, hvor dansk litteratur i den brede offentlighed var identisk med provins, minimalisme og en særlig opfattelse af, hvordan litterære kunstværker skulle se ud, for at blive opfattet som netop sådanne. Sådan er det ikke længere.
 
Verden er blevet vildere og mere voldsom. Klimaforandringerne er blevet en realistisk undergangsvision, vi alle er tvunget til at forholde os til, ligesom flygtningestrømme og politisk populisme. Me Too har ændret blikket på mange ting og en ny feministisk vækkelse har fundet sted mange steder. Generelt er tiden blevet mere politisk. Det er et politisk valg både at spise kød og ikke at spise kød, selv i hverdagens mest basale handlinger ligger der nu et politisk potentiale, og denne verden er ikke så mærkeligt også trængt ind i litteraturen. Klimalitteratur, klimadigtere har været meget fremme i offentligheden – det kunne være forfattere som Rasmus Nikolajsen, Julie Steen Knudsen, Christian Yde Frostholm – men netop i år har klimadigterne ikke været aktuelle med nye bøger, det siger også lidt om, at vi taler meget om klimalitteratur – men at der reelt ikke er så mange – endnu – at vælge imellem.
 
På mange måder minder vores tid  – de politiske størrelser, der fylder noget for os, værdierne, kampene – om dem, som der opstod i kølvandet på 1968. Man kan mærke, både inden for kunsten og litteraturen, at vi genbesøger den tid – lader os inspirere – men også lader vor egen tid farve vores politiske drømme og ængstelige mareridt. Verden er på én gang kommet meget tættere på litteraturen. I 2019 er det tydeligt, at litteraturen er blevet modig og langt mere eksperimenterende i forhold til at skrive inden for genrer, der tidligere var tabubelagte og blev anset for kunstnerisk uinteressante.

Et godt eksempel på dét er især den mor-litteratur, kunne vi kalde den, hvis ikke kvindelitteratur, der i år er blevet født med voldsomhed og sjældent set styrke i Dy Plambecks roman Til min søster og Cecilie Linds digtsamling Mit barn – men som også ses hos Maja Lucas i romanen Gennem natten og vinden. Vi skal tilbage til Dea Trier Mørchs Vinterbørn fra 1975, siden jeg har læst noget så kraftfuldt og direkte om den erfaring dét er at blive mor, som Plambeck og Lind giver udtryk for på vildt forskellig vis.

Hos Dy Plambeck 'Til min søster', hvis titel kan læses helt bogstaveligt, idet romanens fortællere er søstre, men også kan læses som feministisk håndsrækning – denne bog er til de kvindelige medsøstre, der har savnet litteratur om fødsler, sprængt mellemkød, afgnavede brystvorter og barselsperioder, der er andet end lyserøde sparkedragter og blide godnatsange. Hør blot her i denne beskrivelse af en fødsel:
”Det føltes som at skubbe en jolle ud i havet, små skub på den våde sandede grund, indtil vandstanden blev høj nok og jollen gled af sted på vandet. Det var en følelse af, at bækkenet skred fra hinanden, og noget stort og vådt gled ud gennem en åbning i kroppen, der først lige var blevet skabt, som automatiske døre, der med ét slår op.” Velkommen til verden, siger jeg bare!

I Cecilie Linds inderligt heftige digtsamling 'Mit barn', samler moderlykke, angst og spisevægring sig i en forunderlig intens afsøgning af moderskabet som et prisme for at se verden, hvor ’mor’ er noget grundlæggende relationelt. Hvordan kan man være mor, hvis man altid har forsøgt at fastholde pigens krop? Hvordan spejler éns moderskab relationen til sin egen mor? Hvordan er ’mor’ en elsker? Cecilie Lind har her begået sit hovedværk so far. 
 
At den politiske bevidsthed inden for litteraturen blevet styrket og bærer frugt især i år ser man ikke kun inden for de af årets bedste bøger, der taler ind i en politisk samtale, men også gennem begivenheder i selve det litterære miljø. Inden for årets sidste halvdel har ikke mindre end to anerkendte forfattere, nemlig Kaspar Colling Nielsen og Peder Frederik Jensen, erklæret, at de har stillet deres forfatterskab i bero for i en årrække at beklæde stillinger som henholdsvis taleskriver for klimaminister Dan Jørgensen og miljøminister Lea Wermelin. Det er absolut nye toner inden for forfatternes arbejdsformidling, ligesom det vakte enormt diskussion og debat, da årets vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, nemlig den danske forfatter Jonas Eika, vandt årets pris for sin fremragende novellesamling Efter solen. I sin takketale benyttede forfatteren taletiden til en lang revselse af Danmarks – og især den socialdemokratiske regerings – såkaldte ’statsracisme’ og behandlingen af mennesker placeret i asyl- og udrejsecentre som Sjælsmark.

2019 var også året, hvor det største trækplaster på BogForum endte med at blive den eneste optræden, der ikke var reklameret for eller offentliggjort på forhånd. Det var nemlig Yahya Hassan, der kort tid forinden, som en tyv om natten, pludselig havde sin længe ventede 2’er på gaden, og som optrådte – direkte fra retspsykiatrisk  afdeling i Aarhus – med sikkerhedsvagter og smøger som back up. Yahya Hassans digtsamling – nøgternt betitlet 2 – er da også en af årets mest interessante digtsamlinger, uden af den grund at være helstøbt og perfektioneret, men det ville da også være direkte i modstrid med skribenten bag, hør blot her, hvor Hassan afslutter sin digtsamling: ”JEG ER ET LITTERÆRT HANGARSKIB/ ET POETISK MASKINGEVÆR/ BØDE HÆFTE OG FÆNGSEL PRELLER AF PÅ MIG/ IKKE FORDI JEG ER UEGNET TIL STRAF/ MEN FORDI JEG ER FOR EGNET TIL DET”.

I forhold til de bøger, der i årets løb har talt ind i en politisk samtale, vil jeg fremhæve Kristian Bang Foss’ særdeles glimrende roman om klassesamfundet, nemlig Frank vender hjem, hvor hovedpersonen Frank bevæger sig fra underklassen og op – ikke blot i den akademiske kreative klasse men også til en svigerfamilie i overklassen, der inviterer til middag med Flora Danica stel og en række ukendte sociale koder, som Frank har svært ved at afkode. Frank vender hjem er uden tvivl en af årets bedste romaner, der sprogligt fremskriver en episk, humoristisk og socialt enormt intelligent krønike om hvordan uligheden i samfundet ikke blot handler om fattigdomsgrænser men især opleves gennem usynlige strukturer, der ligger i en nedarvet dannelse, man ikke kan købe for penge. 

Noget man KAN købe for penge er heldigvis alle de omtalte bøger, der figurerer i denne artikel, og her kunne man med fordel også anskaffe sig Nikolaj Zeutens 'Viceværtsdigte' og Pablo Llambías’ Zombierådhus. På hver deres egen facon sniger de sig ind i et politisk rum, Zeuthen ved at digte humoristisk og konkretistisk om noget så lidt opsigtsvækkende som viceværtsarbejde, far-arbejde og blade, der skal rives sammen, en slags hyldest til den helt almindelige og ikke-eksotiske hverdag. Llambías digter i 'Zoombierådhus' videre på sit hovedværk fra 'Rådhus' fra 1997, men her er det opsigtsvækkende, at denne fortælling om samfundets systemer, velfærdssamfundet, integrerer en spøgelseshistorie, mystiske størrelser og ikke mindst en fornemmelse af, at apokalypsen har fundet sted. Pablo Llambás har altid jongleret ivrigt med genrerne – og gør det eminent godt i denne fine, magisk-enigmatiske velfærdskrønike.  

Blandt årets øvrige bedste romaner finder vi yderligere noget af den spændvidde, som dansk litteratur byder på lige nu. Hanne Højgaard Viemose og hendes HHV, FRSHWN er en vild og umulig tumling af en roman, der både beskæftiger sig med begær, seksuelt misbrug, moderskab, kunst, galskab og overlevelse – i en vanligt og bevidst rodet form, der fremviser den uro og det kaos, som jeg’et forsøger – og sjældent lykkes med – at organisere. Muligvis fordi det liv skal fremstå og læses med alt ukrudtet inklusive.

Hos Eva Tind bliver moderskabet også et emne, i et større perspektiv, som det antydes i hendes roman med titlen Ophav, der netop undersøger, hvad og hvorfor det betyder så meget for os, hvor vi kommer fra – ikke mindst når det kommer til spørgsmålet op adoption. Ophav stråler imidlertid også ved en undersøgelse af lettere magiske praksisser, moderne spiritualitet og yoga og meditation – en virkelig fin og mange facetteret læseoplevelse. Dorrit Willumens Løg trækker tårer er også godt nyt for alle os, der elsker Willumsens særligt fine og morsomme stemme, der denne gang omhandler en aldrende kvinde, der stikker af fra et ægteskab, hun nok skulle have forladt for mange år siden.

Thomas Bobergs Africana skal også nævnes her til sidst. Her har vi at gøre med en bevidsthedsudvidende, heftig rejseroman, en genre som Boberg om nogen herhjemme har lykkedes med litterært set. Dette må man også sige er tilfældet her, hvor Boberg skriver om både indre og ydre rejser i Afrika, om psykisk sygdom, en øm kærlighedshistorie og en shamanrejse på stoffet ayahuasca ikke mindst. Og sådan kan det netop føles for tiden: Dansk litteratur er på noget af en bevidsthedsudvidende rejse – og heldigvis får publikum en masse postkort fra rejsen. Det er bare med at læse med!

Oprindeligt skrevet af Nanna Goul, Litteratursiden.

Materialer