8. gang I At flå en fisk og gå på sanketur kan holde hjernen i gang

”Morgenstund har guld i mund”

Med solens guldstråler strømmende ind over os, var det gamle ordsprog, som både Grundtvig og Ingemann har brugt i deres digtning, meget rammende vores sidste møde i forløbet Hold Hjernen Frisk: ”LitteraNatur der bevæger os”.

Et vigtigt element i hele forløbet har været at dyrke fællesskabet omkring vores oplevelser, da forskning viser at netop det at gøre noget sammen med andre og være en del af noget fælles er en afgørende faktor, når vi skal holde hjernen frisk længe. Dagens oplevelse skulle have maden som omdrejningspunkt, noget af det som flest danskere forbinder med fællesskab. Sammen skulle vi tilberede en lækker 3-retters menu og hvis det ikke var udfordrende nok, så skulle al maden selvfølgelig tilberedes over bål.

  
På diget ved Kyst- og Fjordcenteret indtog vi en kop morgenkaffe i solskinnet, mens vi fordelte opgaverne mellem os og lagde en slagplan for at kunne nå det hele.  Derfor måtte vi alle på sanketur i området og selvom det var sent efterår lykkedes det os at finde både døvnælder, almindelig syre, lidt hyben og æbler. Alt sammen blev det brugt i maden.


Varmen fra bålet var behagelig da vi kom tilbage fra en lidt kold sanketur, men første udfordring stor allerede klar i en hvid plastikspand. Fladfiskene i spanden skulle flås og renses inden de kunne blive til forret. Det viste sig imidlertid at være ret grænseoverskridende for flere. På holdet har vi snakket en del om hvordan mod er en vigtig egenskab, når vi skal holde hjernen frisk. Der var da også flere på holdet der alligevel greb chancen for at overvinde sig selv. Det fik vi de fineste plankefisk ud af. 


Lækker blomkålssalat med urter, knækbrød og blommekompot, alt sammen tilberedt i fællesskab og over bål satte rammen og et hyggeligt måltid, hvor der også blev tid til at alle deltagerne kunne dele deres betragtninger. Flere havde gennem forløbet skrevet i den notesbog de havde fået i starten og læste passager op for os andre. Holdet og vores oplevelser sammen har bestemt givet stof til eftertanke, både omkring hvad der egentlig skal til for, at vi holder hjernen frisk og ikke mindst hvor mange spændende og dejlige steder der egentlig er i nærområdet, der bare venter på at vi tager ud og oplever dem. Flere kunne genkende følelsen af, at det pludselig ikke virkede som så langt væk, at køre til den anden ende at kommunen for at opleve fx Grenaa plantage eller Kyst- og Fjordcenteret. 

 

Også koblingen mellem litteratur og naturoplevelser fremhævede mange som en spændende måde at blive udfordret på og til denne sidste gang havde Thomas derfor fundet en række spændende titler der alle havde det til fælles at de drejede sig om vores forunderlige natur. De titler han anbefalede er der links til nederst på siden. 
Det blev også til en sidste oplæsning for deltagerne, hvor han denne gang læse op af Patrik Svenssons: “Åleevangeliet: historien om verdens mest gådefulde fisk”

Afslutningsvis fik alle deltagere et eksemplar af bogen ”111 steder på Djursland du skal opleve” i gave, med en opfordring til at fortsætte med at udforske og opleve naturen omkring os og ikke mindst tage nogen under armen, så man har nogen at dele oplevelsen med. Dermed vil de selv kunne fortsætte med at udfordre sig selv og holde hjernen frisk, også