Børnevalg 2021

26.10.21
Landets biblioteker inviterer fra den 28. oktober til Børnevalg 2021 for at styrke børnenes forståelse for og lyst til at deltage i demokratiet.

Voksne, og i særdeleshed politikere, taler rigtig meget om børn og om forhold, der har betydning for børn. Men ofte bliver børnene ikke selv spurgt og danske børn og unge engagerer sig generelt ikke særlig meget i den offentlige debat. 

De danske folkebiblioteker står derfor bag Børnevalget 2021, som er et skridt på vejen til børnenes demokratiske dannelse, ved at give dem en smag af, hvad demokrati og afstemninger går ud på.

I ugerne op til de voksnes kommunalvalg den 16. november 2021 afholder de danske folkebiblioteker derfor Børnevalg, hvor børnene selv kan gå til valg på børnebiblioteket og vælge deres favoritkandidat fra kendte og populære børnebøger.

Den 28. oktober afsløres årets 11 kandidater og frem til den 16. november kan børnene stemme på børnebibliotekerne over hele landet.

Børnevalg er et samarbejde mellem landets folkebiblioteker og Danmarks Biblioteksforening.