"Forbi" af Pia Juul
Juul var og er en af de største stemmer i dansk litteratur.
Hun mestrede alle de store genrer, og skrev digte, romaner og skuespil.
Jeg vil ære mindet om Pia Juul med denne anbefaling af hendes sidste digtsamling, FORBI, som blev udgivet i 2018 på Asger Schnacks Forlag.
Det handler mest om relation og relationer, at være i afstand til eller fra nogen og noget. Forbi er både en relationel tilstand i tid og rum; noget kan være forbi (tid) og vi kan have bevæget os forbi nogen (rum). Altings flygtighed er grundbestanddelen i værket, men håbet har også en fremtrædende plads.
"Giv tid! og Livets Træ bli'er grønt, / Maa Frosten det end kue. / Giv Tid! og hvad du drømte skjønt, / Du skal i Sandhed skue."
Det er B.S. Ingemanns digt, der citeres i starten af bogen.
Det er fuldt af håb om livets sejr over døden, om drømmes virkeliggørelse. Det er en smuk åbning på en bog. Og det kunne stå som en smuk mindetale over Pia Juul.
Blot vi giver tid, kommer saligheden, hold ud, hold ud, du skal nok klare dig gennem mørket.
Ingemanns digt bliver også et lys i det mørke, man skal igennem i FORBI. En grundlæggende følelse af altings flygtighed gennemsyrer teksterne (en novelle, resten digte); som om livet består af små flygtige øjeblikke, der forsvinder igen, som om alt er forbi. Der tvivles godt og grundigt om alting; om jeget, om livet, om sproget.
Men det gøres smukt og med, synes jeg, en humor, der løber under det hele, som en forvisning at alting nok skal gå alligevel.
Første tekst er en kort, velturneret novelle om en københavners ophold i New York, hvor hun hele tiden mødes mennesker, der vil hende noget: "Købmanden kalder mig sweetheart. Det er pænt af ham. Jeg bliver tit vred. Jeg ved godt hvad jeg synes og hvad jeg mener. / Alligevel er jeg desværre tit enig med den sidste ærede taler. Et brist i min karakter." Jeget føler sig vredt og står fast på sin mening, men alligevel ikke mere fast end at hun overgiver sig til det, den "sidste ærede taler" siger.
I novellen møder hun adskillige tiggere, som hele tiden vil have penge af hende; også her står hun fast, men ender alligevel med at give en skilling til flere tiggere. Mennesket er omskifteligt og forekommer ikke just selvsikkert hos Pia Juul.
Et andet sted rejser hovedpersonen med subwayen, hvor en ung, smuk kvinde pludselig bryder ud i prædiken: "Den varer hele vejen op gennem Manhattan med R-toget, der stopper ved alle stationer. Vi skal være gode mod hinanden og elske Jesus. Jeg er turisttom. Tom i hovedet som en turist. Oh, Lord!"
Tomheden og afstanden til andre hænger ved, da hun er vendt til København: "Alle mulige folk går jeg bare forbi. Jeg passerer alt muligt og gør ingenting. Så smiler jeg til min telefon igen. Og igen og igen og igen. Og går forbi." Novellen er kun 5 sider lang, men den gør kæmpe og blivende indtryk.
Den "turisttomme" fremmede blandt andre, som man forgæves forsøger at forstå gennem observationer, er et tema, der går igen i FORBI, som her i digtet MM (akronym for antropologen Margaret Mead):
"Antropolog fantaserede sig / til fri sex på Samoa / løb overskriften / Siden har de skændtes meget om / hvad der var sandt / Gå ind i fremmede menneskers liv / gå ud af det / gå ind gå ud, notér / forstå, forklar / Hvordan kan man, det er / rørende at nogen tror / at man kan"
Så kyniske kan observationerne også være hos Juul. Og så er det alligevel skrevet med denne lune humor, som ligesom løber under det hele - og samtidig er der selvfølgelig en (kærlig) huskekage til enhver, som prøver at afkode eller gøre sig klog på Pia Juuls tekster: Hvad jeg altså hermed IKKE vil gøre.
Andre steder skriver Juul om et mørke, der er virkelig mørkt. Hvor man som læser må synke en ekstra gang, for det er nok dét mørke, som Ingemann skriver om i førnævnte citat (som dog overvindes, skal vi tro ham). Se fx dette udklip fra et digt, hvor selv det lyse udenfor gøres mørkt af det indeni:
"Den lyse nat var buldermørk / Og jeg var sort som kul. En tordensky / indeni. Udenpå. Gennemsort / Jeg spiste på Reberbanen. Pasta aglio e olio og tomater, det / var perfekt, tjeneren roste mig. Jeg / var lykkelig dér / skønt alting døde i mig og omkring mig netop da / jeg vidste det bare ikke."
Men så kommer lyset til sidst. Sidste digt ånder ud med håb: "Direkte tale efter måneders tavshed // Håb"
Jeg forestiller mig, at Pia Juul sidder et sted og smiler ad det hele. Det ville i hvert fald være retfærdigt.
Af Thomas Olesen