Kender du Tjajkovskij?
Vi kender nok alle sammen hans musik, eller i hvert fald meget af den: ’Svanesøen’, ’Nøddeknækkeren’ og ’Tornerose’ er alle tiders mest populære balletter, og den berømte ’Romeo & Julie’-overture genkender de fleste af os efter at have hørt blot et par toner. Det samme gælder klaverkoncerten (nr. 1) som er genrens mest spillede. Men hvor meget ved vi egentlig om manden bag den berømte musik? I sin komponistbiografi gør Karl Aage Rasmussen, som tidligere har skrevet bøger om J. S. Bach, Gustav Mahler, John Cage m.fl., et forsøg på at kaste lys over en af musikhistoriens største og mest fascinerende personligheder, Pjotr Ilyrich Tjajkovskij (1840-1893).
Tjajkovskijs liv var fuld af op- og nedture, strålende kunstneriske successer såvel som personlige nederlag og tragedier. Karl Aage Rasmussen kredser forståeligt nok en hel del om den berømte russers homoseksualitet, som han kæmpede med livet igennem og som ikke var uden omkostninger eller risici i tsartidens Rusland. Han diskuterer også hvilken betydning Tjajkovskijs personlige problemer kan have haft for den fantastiske musik, han skrev. Samtidig får vi et spændende indblik i miljøet omkring Tjajkovskij, i hans familie og vennekreds, og i Tjajkovskijs katastrofale ægteskab med den ti år yngre Antonina Miljukova. Rasmussen forsøger også at udrede det komplicerede begivenhedsforløb der førte frem til Tjajkovskijs mystiske død i 1893, kort tid efter premieren på den populære 6. symfoni. Var den russiske nationalkomponist det tilfældige offer for datidens omsiggribende koleraepidemi, eller skal vi virkelig tro på de vedvarende rygter om, at han begik selvmord, og at symfoni nr. 6 var en slags musikalsk selvmordsbrev?
Undervejs kæder Karl Aage Rasmussen elegant livsforløb og musik sammen og diskuterer Tjajkovskijs betydning for den klassiske musik. Under læsningen blev jeg jævnligt inspireret til at finde et nyt stykke musik frem på Spotify, for løbende at kunne lytte med, når Rasmussen kaster sig over endnu en af Tjajkovskijs symfonier, operaer eller balletter. Holder man af Tjajkovskijs musik er Sindets ekko et klart ’must-read’ og man får helt sikkert mere ud af musikken når man kender til de tanker som lå bag den, og de kampe som Tjajkovskij måtte kæmpe – med andre mennesker, men mest af alt med sig selv – for at sætte den i verden.
Se i øvrigt bibzooms lytteguide til Tjajkovskij: https://issuu.com/bibzoom.dk/docs/peter_tjajkovskij
Anbefalet af Søren Feldtfos Thomsen - marts 2017